Moderne husmænd til Lolland

Livet på landet skal ikke bare være en efterligning af livet i forstæderne. På Sydlolland søger man p.t. interesserede, der har lyst til at kombinere tilværelsen som moderne husmænd med distancearbejde og fællesskab.

Landsbyen Errindlev arbejder f. eks. på at overtage et stykke præstegårdsjord og forvandle det til en miljø-udstykning: et område med storparceller til husdyrhold og grøntsagsdyrkning og med mulighed for et fælleshus til f. eks. kontorfællesskab.

Desuden er der skaffet penge til Sydlolland til at vedligeholde eksisterende huse, så de kan opretholdes som moderne boliger.

Samtidig ruster området sig til at tage godt imod evt. interesserede, så de kan få svar på deres spørgsmål og – når de vælger at flytte til Errindlev – hurtigt kan blive optaget i byens fællesskaber.

“Sydlolland kan tilbyde tilflyttere plads og jord, fællesskab og nærhed. Vi har skoler og butikker, kollektiv trafik og et godt foreningsliv – og vi vil gerne tiltrække folk, der har mulighed for at arbejde hjemmefra en stor del af tiden,” siger grøn guide Knud Jensen, som er med i den styregruppe, der arbejder på at gøre ideerne til virkelighed.

Styregruppen har allieret sig med kommunikationsstuderende Jan Jensen, RUC, som skal hjælpe med at markedsføre ideen overfor bymennesker med drømmen om at flytte på landet.

Errindlev Borgerforening og Den Grønne Butik i Errindlev har formået at skaffe 800.000 kr. til projekterne. Pengene kommer bl.a. fra EU’s mål 2-midler, Indenrigsministeriets Landdistriktspulje og Holeby kommune.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder-2008, Nyhedsbrev. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *