Millioner skal udvikle landdistrikterne

Velfærdsministeriet skriver:
Velfærdsministeriet uddeler 19,7 millioner kroner fra Landdistriktspuljen til 131 projekter om alt lige fra seniorlandsbyer til hjælp til nærbutikker og støtte til lokale ildsjæle.
– Ansøgningerne til årets landdistriktspulje vidner om, at der bor masser af engagerede og initiativrige mennesker på landet. Jeg er glad for, at midlerne fra Landdistriktspuljen kan bidrage til at understøtte de mange idéer, som ildsjælene arbejder med lokalt, siger Karen Jespersen.

Der er stor spredning på projekternes indhold og omfang. I Farsø vil man udvikle et seniorlandsby-koncept for at modvirke ældres fraflytning fra lokalområdet. I Haderslev vil man flytte sprogundervisningen ud i lokalsamfundene, så der bliver mere attraktivt for udlændinge at bosætte sig. I landsbyerne Udbyhøj og Sødring ved Randers Fjord skal nærbutikkens overlevelse sikres gennem et forstærket samarbejde mellem borgerne og de lokale dagligvareproducenter, hvor nærbutikken skal virke som distributør af lokale produkter.

– Projekterne viser, at der sker mere i landdistrikterne end affolkning og huse, der forfalder. Der er frivilligt arbejde, innovation og nye arbejdspladser, som kan være med til at sikre fremtidens landdistrikter, siger Karen Jespersen.

Interessen for Velfærdsministeriets Landdistriktspulje har været stor. Ministeriet har modtaget 391 ansøgninger. Støttebeløbene varierer fra 18.000 kr. til 600.000 kr.

I denne uddeling er der især lagt vægt på projekter, der har til formål at styrke den sociale sammenhængskraft i landdistrikterne og sikre udvikling af kommunal landdistriktspolitik. Derudover støttes projekter, der fremmer, bosætning, lokale kultur- og fritidsaktiviteter og erhvervsudvikling. Hertil kommer projekter, der på forskellig vis fokuserer på netværksdannelse, styrkelse af den offentlige service, branding samt opkvalificering af ildsjæle i landdistrikterne.

Fakta om Landdistriktspuljen
Velfærdsministeriets Landdistriktspulje støtter forsøgsprojekter, forskning og information, der kan fremme en bæredygtig udvikling i landdistrikterne. Både foreninger, selvejende og offentlige institutioner samt kommuner har fået støtte fra puljen.

Læs mere her.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder-2008. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *