Lyø Skole lukkes

Sammenslutningen af Danske småøer skriver:
Så er den hårde beslutning truffet. Når skoleåret rinder ud i juni 2009, så lukkes Lyø skole. Det kommer ikke som en overraskelse for lyboerne, at skolen lukkes, men til det sidste har man kæmpet for, at man i det mindste kunne udskyde lukningen til 2010. For da er de nuværende børn blevet så store, at forældrene er mere trygge ved at sende dem af sted på den lange sejltur. Men det vil kommunalpolitikerne ikke imødekomme. I stedet indfører man en følgeordning til 140.000 kr. om året. Men skolebestyrelsesformanden på Lyø, Trine Høy, er alt andet end imponeret af kommunens beslutninger. Udover, at man med skolelukningen formentlig må skyde en hvid pind efter tilflyttende børnefamilier, så skriver hun i et debatindlæg i Fyns Amts Avis, at børnene trods følgeordningen kan risikere at vente op til 2 timer på havnen i Faaborg efter skoletid.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder-2008. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *