Lovende tal for spildevandsrensning med pil

De seneste tal fra en række forsøgsanlæg, hvor husspildevand renses i lukkede anlæg med pil, viser at denne rensemetode fortsat er et reelt alternativ til andre former for rensning af spildevand.

Pilerensningsanlæg dimensioneres efter den enkelte husstands størrelse. Det har vakt bekymring, for hvad nu hvis et hus med et anlæg til to overtages af en familie på fire? Men der er ingen grund til bekymring viser de seneste tal. Et anlæg, der helt fra begyndelsen kan klare spildevandet fra to, kan efter et år sagtens rense for 3 – 4 personer. Veletablerede pil har ganske enkelt en større renseevne end nyplantede.

Piletræerne optager, udover store mængder kvælstof, fosfor og kalium, også tungmetaller. Målingerne viser, at pilenes evne til dette er så stor, at der af enkelte stoffer efter 25 år vil være mindre tilbage i jorden end inden man tog anlægget i brug. Af andre vil koncentrationen ikke være højere end det, der er i jorden i forvejen og for ingen stoffer vil grænseværdierne for dyrkningsjord blive overskredet. Det betyder at et pileanlæg efter 25 års drift, ud fra de måleresultater der foreligger nu, vil kunne recirkuleres til dyrkningsjord efter en hvilepause der har til formål at udsulte fækale bakterier.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder-2008, Nyhedsbrev. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *