LDF byder IFUL velkommen

Landdistrikternes Fællesråd hilser det nye institut for Forskning og Udvikling i Landdistrikter velkommen. Set fra vores stol må det være det allermest spændende område at forske i. Der er heldigvis kommet stor bevågenhed på landdistrikterne efter regeringen og primært Fødevareministeren fik sat gang i debatten om udvikling, liv og vækst i landdistrikterne. Og fra EU og national side er der sat penge af, som skal hjælpe denne udvikling i gang.

Så dét vi mangler er mere viden.
Det kan synes underligt, at vi i så lille et land, mangler viden om, hvad der skaber vækst og udvikling i noget, der vel rundt regnet svarer til det halve af Danmarks areal. Vi taler jo dog hverken om det uvejsomme Afrika eller den grønlandske indlandsis.

Men den øgede industrialisering og globalisering har reduceret landbrugets behov for arbejdskraft. Dermed er det hidtidige grundlag for bosætning og liv i landdistrikterne væk. Folk flytter til byerne, skoler og butikker lukker – og kommunalreformen gør sit til, at nøglen drejes i de sidste institutioner. Med andre ord skal der skabes nyt, som forbinder fortiden og nutiden med fremtiden.

Vi står altså i en næsten jomfruelig situation, som nok kunne trænge til en Livingstone eller en Rasmussen, der brænder efter at udforske et områdes muligheder. Vi håber og tror, at IFUL rummer både en Livingstone, en Rasmussen og tilsvarende forskere og medarbejdere med gejst og gnist.

Landdistrikterne står lige nu i den største brydningstid nogensinde, både på EU-plan og nationalt.
Det er et rigtig godt udgangspunkt. Og udgangspunktet bliver bestemt ikke ringere af, at der er masser af kræfter i landdistrikter, landsbyer og lokalsamfund, som bare venter på at blive frigjort. Engagementet og iderigdommen er stor, og viljen til at tage et medansvar for egen udvikling er til stede.

I Landdistrikternes Fællesråd ser vi frem til, at forskningen afdækker konkrete data på landdistrikternes forskelligheder og muligheder. Det gælder erhverv, turisme, bosætning, infrastruktur – forstået som både vejnet og Internet. Hvilke erhverv kan der skabes i landdistrikterne? Hvor kan turismen udvikles og i hvilken retning?
 
Vi tilbyder os gerne som samarbejdspartner i arbejdet.
Landdistrikternes Fællesråd har et enestående netværk ikke mindst i kraft af vores medlemsorganisationer, der har fingrene dybt nede i det lokale liv i sogne og landsbyer. Samtidig har vi i LDF udviklet en række værktøjer målrettet såvel den lokale ildsjæl som politikeren i den nye storkommunale struktur. Og ikke mindst er vi i disse måneder og år inde i en spændende udvikling i forhold til at blive det samlende hus for formidling og vidensdeling på landdistriktsområdet.

Dèt giver basis for et tæt samarbejde, hvor IFUL søger og skaber ny viden – og hvor Landdistrikternes Fællesråd kan være med til at bære denne viden helt ud til kommunerne og det enkelte lokalsamfund. Vi vil også benytte lejligheden til at rose Indenrigs- og Fødevareministerierne, som bakkede op om IFULs etablering.

Landdistrikternes Fællesråd ønske Syddansk Universitet, IFUL, Flemming Just og medarbejderne tillykke. Men egentlig er det et tillykke til os alle sammen. Til alle os – der tror på landdistrikterne og de mennesker, der hver dag sikrer liv herude.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder-2008. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *