Landsbyerne skal have støtte

Danske Kommuner skriver:
Foreningen Landsbyerne i Danmark vil have støtte til byfornyelse. Pengene skal bruges til at forny eller rive de mange forfaldne bygninger ned, så landsbyerne ikke skræmmer tilflyttere væk.

Rundt omkring i de danske landsbyer står omkring 60.000 bygninger tomme, og cirka halvdelen af dem er i så dårlig stand, at de skal rives ned. Det vurderer foreningen Landsbyerne i Danmark. Derfor vil foreningen have støtte til at forny landsbyerne.

Bygningerne står allerede og forfalder rundt omkring på landet, og det ser ikke kønt ud. Der er mange mennesker, der gerne vil flytte på landet, men ingen gider at have en ruin til nabo, siger foreningsformanden Carsten Abild til Jyllands-Posten.

Landsbyerne i Danmark har skrevet til de politiske partier for at få økonomisk støtte til fornyelse og nedrivning af de mange tomme bygninger.

Nu har byerne fået mange milliarder kroner i byfornyelse, nu må det være landsbyernes tur, fastslår Carsten Abild. 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder-2008. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *