Landsbyer plages af fartdjævle

Jydske Vestkysten skriver:
Beboerne i en lang række af landets små byer må dagligt springe for livet, hvis de skal til kaffe hos genboen på den anden side af den gennemgående vej.

Mange bilister betragter ikke vejene som villaveje, men snarere som motorveje.

Foreningen af Landsbyer i Danmark får så mange henvendelser om fart-problemerne, at foreningen nu vil have de såkaldte stærekasser ud i landsbyerne, så alle der kører for hurtigt, får en bøde.

– Vi har hele tiden landsbyer, der henvender sig om problemet. Og de nye stærekasser, som lige nu er med i en forsøgsordning på Sjælland, er oplagte for de her byer. Det er på tide, at der kommer mere fokus på de mindre gennemkørselsbyer, siger formand for foreningen, Carsten Abild, der vil bede om et møde med ministeren.

Ofte er gennemkørselsvejene fyldt med interessekonflikter, som gør det vanskeligt at regulere trafikken, tilføjer han.

Landbruget skal have plads til at komme igennem med store maskiner. Buschaufførerne vil ikke have bump og chikaner, og nogle steder er vejene også ambulanceveje, som skal være hurtige.

Politiets færdselsafdeling har netop været ude og lave fartkontroller i en række små byer i Sønderjylland.

– Vi får mange henvendelser fra beboere i landsbyer, som beder os komme ud med fotoudstyret. Og det tager vi ofte imod, siger vicepolitikommissær Preben Christensen.

I landsbyen Kværs tog politiet ti bilister med for høj fart på to timer i sidste uge.

I Landsbyen Gelballe ved Lunderskov har beboerne ofte anmodet om at få politiet ud.

– Folk er fuldstændig ligeglade, selv om vi så står helt ude ved vejen. Jeg har tre børn i skolealderen, og jeg tør simpelthen ikke sende dem ud på en cykel eller over vejen, siger Nina Frank-Jessen fra Gelballe.

 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder-2008. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *