Landkommuner slås for lokale handelsmuligheder

Et udspil om butiksstørrelser fra Viborg Amt har fået landkommunerne Tjele
og Hvorslev op på barrikaderne. De er bange for at handelscentrene i Viborg
og Randers vil trække handelen til sig, hvis udviklingsmulighederne for
butikkerne i landkommunerne bliver for små. Og det gør de, hvis Viborg Amts
udspil til den næste regionplan skal følges, lyder det fra de to kommuner.

Amtet ønsker en øvre grænse for dagligvarebutikker på 3000 kvm. og for
udvalgsvarebutikker på 1000 kvm. Og at der kun etableres butikker i de
større byer. Amtet placerer pladskrævende butikker som bilforhandlere,
trælasthandler og lignende i særlige erhvervskvarterer og foreslår også en
øvre grænse for gårdbutikker på 50 kvm.

Tjele kommune har seks lokalcentre. Med amtets udspil vil der kun være
mulighed for større butikker i et af de seks lokalcentre, nemlig Ørum. Og
hvis amtets ønsker skal følges, betyder det stop for en planlagt
byfornyelse i Hammershøj, hvor der bl.a. skal bygges en ny brugs. Tjele
kommune ønsker derfor at det skal være muligt at etablere
dagligvarebutikker op til 3000 kvm. i alle seks lokalcentre.

Hvorslev kommune finder grænsen på 1000 kvm. for udvalgsvarebutikker for
lav og vil have den hævet til 2000 for at sikre butikkerne
udviklingsmuligheder i konkurrencen med de store byers butikker.

Begge kommuner er i høj grad utilfredse med amtets 50 kvm.-grænse for
grådbutikkerne. Det er simpelthen for lidt – og samtidig bør gårdbutikkerne
have mulighed for at handle med varer fra andre gårdbutikker og ikke kun
med produkter af egen avl, mener de i Tjele.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder-2008, Nyhedsbrev. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *