Landdistrikternes Fællesråd åbner på Sjælland

Nyhedsbrev udsendt fra Landdistrikternes Fællesråd den 17. sepember 2008:
Efter hidtil kun at have haft domicil i Jylland etablerer Landdistrikternes Fællesråd sig nu på Ndr. Farimagsvej 16 i Næstved.

Åbningen af det nye Landdistrikternes Hus i Østdanmark er udtryk for, at både antallet af kunder og opgaver vokser støt hos Landdistrikternes Fællesråd. Det skyldes bl.a., at kommunerne efterspørger stadig mere rådgivning i forbindelse med etablering af landdistriktsråd og servicering af de lokale aktionsgrupper.

– Derfor er det på tide, vi udvider med et hus på Sjælland, siger formanden Steffen Damsgaard. –Landdistrikternes Fællesråd har efterhånden fået en central rolle som medspiller og rådgiver overfor de mange aktører på landdistriktsområdet. Det gør det hensigtsmæssigt for os at have to knudepunkter i landet. Nemlig det nye hus i Næstved og hovedkontoret i Vejen.

Det sjællandske domicil – Landdistrikternes Hus Øst – bliver ligesom huset i Vejen en del af Landdistrikternes Fællesråd, der er den største paraplyorganisation på landdistriktsområdet.

Steffen Damsgaard slår fast, at Landdistrikternes Fællesråd med huset i Næstved tager hul på en ny epoke. Fra at have været en noget indadvendt organisation, hvis aktiviteter hovedsageligt lå i det jyske, har Fællesrådet gennem de seneste par år udviklet sig både på det landdistriktspolitiske og det rent forretningsmæssige område.

Forretningsmæssigt står Landdistrikternes Fællesråd således i dag med en lang række produkter målrettet kommuner, lokale aktionsgrupper, lokalråd og foreninger i landdistrikterne, fortæller direktør Carsten Blomberg Hansen. 

– Produkterne omfatter uddannelse, kurser, vidensindsamling, formidling, IT-løsninger m.m. og udvikles løbende i takt med efterspørgslen fra brugerne, siger han.

På det politiske plan arbejder Landdistrikternes Fællesråd aktuelt med dels at få udformet en landdistriktspolitik på nationalt plan dels nedsat et landdistriktsudvalg i Folketinget

Den stigende aktivitet kan aflæses af, at sekretariatet i Landdistrikternes Fællesråd for få år siden havde halvanden medarbejder. I dag tæller sekretariatet 10 ansatte og betjener desuden Landsforeningen af Landsbysamfund, som også får plads i huset i Næstved.

Reelt har det nye hus allerede været i gang siden 1. august, men den officielle åbning finder sted den 10. oktober. For at understrege vigtigheden af samspillet med den kommunale verden er kommunerne inviteret til åbningsdagen.

Yderligere information:
Formand Steffen Damsgaard, tlf. 5174 0062, mail: formand@landdistrikterne.dk
Direktør Carsten Blomberg Hansen, tlf. 2991 1950, mail: cbh@landdistrikterne.dk
Konsulent Trine Testmann, tlf. 2925 8389, mail: tt@landdistrikterne.dk

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder-2008, Nyhedsbrev. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *