Landbruget skal med i en landdistriktspolitik

"Bliver det landsbypolitik eller landdistriktspolitik? Det spørger vi os selv om i Landdistrikternes Fællesråd, når vi ser på det arbejde, der er i gang  mange danske kommuner lige nu," siger Thorkild Ljørring Pedersen, formand for Landdistrikternes Fællesråd.
 
To år efter Indenrigsministeriet, Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen opfordrede amter og kommuner til at udarbejde en lokal politik for landdistrikterne, ser der omsider ud til at komme gang i tingene.
"I mange kommuner fokuseres der først og fremmest på landsbyernes udvikling. Men landdistrikterne består også af det åbne land og af landbrugserhvervet," understreger Thorkild Ljørring Pedersen.

"Traditionen siger, at det åbne land er amternes område, og det er måske derfor kommunerne ofte nøjes med at se på de landsbyer, der ligger i byzone og dermed er kommunernes domæne. Det er efter vores mening alt for snævert. En landdistriktspolitik bør også overveje samspillet mellem landsbyerne og det åbne land, se på muligheder for nye erhverv og ny bosætning. Der er brug for en opblødning af amternes stramme fortolkning af Planlovens rammer og det er vigtigt, at den vinkel kommer med, når man diskuterer landdistriktspolitik i de enkelte kommuner. Derfor skal der en dialog i gang mellem landbruget og alle de andre, der har valgt et liv på landet. Hvis de to parter kan trække på samme hammel vil en positiv udvikling i de danske landdistrikter rykke meget nærmere," siger Thorkild Ljørring Pedersen.
   
Derfor opfordrer Landdistrikternes Fællesråds formand kommunerne til at huske at invitere landbrugserhvervet med til debatterne om landdistriktspolitikken.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder-2008, Nyhedsbrev. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *