Kommunale sundhedshuse er en god ide

Landdistrikternes Fællesråd hilser ideen om kommunale mini-sygehuse velkommen. Ideen, som Kommunernes Landsforenings formand, Eigil W. Rasmussen lancerede forleden, falder fint i tråd med tanker, som Landdistrikternes Fællesråd tidligere har bragt på bane.
“Men vi vil gerne opfordre KL til at tænke endnu bredere,” siger Thorkild Ljørring Pedersen, Landdistrikternes Fællesråd.
“For det første skal kommunerne overlade begrebet sygehuse til amterne og i stedet kalde deres ide for sundhedshuse. Og så skal kommunerne gøre husene til centre for den lokale forebyggelse og sundhedsfremme ved at samarbejde med de praktiserende læger, kiropraktorer, fysioterapeuter, diætister, jordemødre m.v.”
Thorkild Ljørring Pedersen mener også, at det vil være til stor gavn for de ældre, for langtidssyge og for andre med behov for omsorg og pleje, hvis de i højere grad end i dag kan få behovet opfyldt i deres lokalområde.
“Der er brug for at lægge snitfladen mellem den primære og sekundære sundhedssektor et nyt sted. Hvis amterne fortsætter deres centralisering og nedlæggelse af de små, lokale sygehuse, må kommunerne og borgerne i fællesskab finde frem til alternativer.”
Landdistrikternes Fællesråd har i flere år været fortaler for lokale sundhedshuse, hvor borgerne kan få hjælp til selvhjælp i forbindelse med livsstils- og folkesygdomme som overvægt, dårlig ryg, astma, rygning m.v. Sundhedshusene kan også indeholde jordemoderkonsultation, mini-skadestue med dagåbent – og altså også et afsnit til langtidsmedicinske patienter, som først og fremmest har behov for overvågning og kærlig pleje.
“Jeg kan forestille mig mange måder at kombinere de forskellige tilbud på i et kommunalt sundhedscenter,” siger Thorkild Ljørring Pedersen.
“Nogle steder vil flere kommuner måske gå sammen om et center, andre steder vil man måske vælge at oprette hospice-pladser. Jeg er sikker på at mange praktiserende læger kan se perspektivet i disse tanker og håber, de også vil bakke op om ideen.”

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder-2008, Nyhedsbrev. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *