Kirkens jord til debat

Hvis et menighedsråd forpagter præstegårdsjorden bort – og der ellers er økonomi i driften – giver det indtægter til den lokale kirkekasse. Men hvis det samme menighedsråd løber sur i miljøkrav, modernisering af bygninger og andre landbrugsfaglige spørgsmål og vælger at sælge både jord og bygninger – så går overskuddet fra salget direkte ned i stiftets kasse, som bl.a. bruges til præstelønninger og -pensioner. Præsteembedets jord var jo oprindeligt en del af præstens løn, lyder begrundelsen.
Denne problematik og mange andre forhold omkring folkekirkens jordbesiddelser er for tiden til debat i mange danske menighedsråd. Set under et er Folkekirken i dag Danmarks næststørste jordejer – kun overgået af Miljø- og Energiministeriet. Mere end 18.000 ha. landbrugsjord hører i dag under menighedsrådenes præstegårdsudvalg.
Præstegårdsbrugene er levn fra den tid, hvor landbrug naturligt supplerede præstens øvrige indtægter, så præsten og hans familie kunne få til dagen og vejen. Moderne præster driver dog ikke landbrug og de steder, hvor præstegårdsjorden ikke for længst er solgt fra til byudvikling, står menighedsrådet med ansvaret for jord og bygninger. Hvis det enkelte brug er lille, kan det være svært at få økonomien til at løbe rundt.
Salg af både præstegårdsjord og -bygninger kræver en tilladelse hos både Kirkeministeriet og Provstiudvalget. Det volder som regel ingen besvær, men er jorden først solgt, er der ingen vej tilbage – og samtidig må menighedsrådet se pengene forsvinde ud af sognet og ind i stiftets kasse.
Flere menighedsråd ønsker i stedet at rive utidssvarende bygninger ned, stykke forpagterboligen med et jordtilliggende fra og bortforpagte resten af jorden til anden side, men beholde ejerskabet til den. For det ligger stadig dybt i mange, at jord – det sælger man ikke. Det er god kapital. Og så går forpagtningsafgifterne til den lokale kirkekasse.
Men det er ikke så let at få lov til, for en aftale tilbage fra 60’erne mellem Landbrugsministeriet og Kirkeministeriet betyder, at menighedsrådene i så fald skal bortsælge jorden til landbrugsdrift inden for de næste ti år. Præstegårdsjord er landbrugsjord og skal bruges som sådan.
Nogle steder forsøger menighedsrådene sig med at bruge jorden på anden vis end til traditionel landbrugsdrift, f.eks. til frugtplantage, skovrejsning eller rekreativt område for lokalbefolkningen. Andre steder ønsker menighedsrådene at forpagte jorden ud til økologiske landmænd for på den måde at udvise miljøbevidsthed. Men lovgivningen åbner ikke mange muligheder for alternativ anvendelse af præstegårdsjorden. Den udgør nemlig en del af kirkens kapital, som menighedsrådene i følge loven har pligt til at forrente bedst muligt. Kirkekassens indtægter må kun bruges til drift og vedligehold af den lokale kirke og til menighedens trivsel – ikke til brede fritidsformål for lokalbefolkningen.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder-2008, Nyhedsbrev. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *