Hurdler i landdistriktspolitikken

Hensigten med den landdistriktspolitik, som alle partier i Folketinget har tilsluttet sig, er at skabe bedre levevilkår, udvikling og øget bosætning på landet. Men hensigterne bremses af en række uhensigtsmæssige og inkonsekvente love og bestemmelser.
Landdistrikternes Fællesråd, der er en paraplyorganisation for organisationer med interesse i landdistrikterne, har sat fokus på 5 områder. Områderne er vitale for, om folk beslutter at etablere sig på landet.

Skolestrukturen
Vi står med en af de alvorligste trusler mod lokalskolerne gennem de seneste 30-40 år. Folkeskoleloven definerer nemlig ikke klart, at en skole som udgangspunkt er placeret på en matrikel. Dette hul i loven udnytter kommunerne.
Hver 9. kommune er således i gang med at samle flere skoler under én central ledelse og skolebestyrelse, mens de tidligere selvstændige skoler nedgraderes til undervisnings-afdelinger. Det sparer skoleledere, fjerner de lokale skolebestyrelser, og giver kommunen mulighed for at flytte elever og lærere rundt mellem afdelingerne. Samtidig er det ret problemløst efterfølgende at lukke det lokale undervisningssted, fordi det netop kun er en afdeling og ikke en skole.

Partiernes undervisningsordførere og undervisningsministeren erkender, at loven virker utilsigtet, men tør tilsyneladende ikke gribe ind overfor kommunerne, der under de kommunale forhandlinger har fået løfte om udstrakt frihed til at tilrettelægge skolestrukturen. Landdistrikternes Fællesråd ønsker, at politikerne får lukket hullet i loven, og fortsat sikrer den lokale forældreindflydelse.

 

Realkreditbelåning
Ifølge Erhvervsministeriet oprettes hvert år 14.000-18.000 nye virksomheder ofte af iværksættere, der med fordel kunne placere sig i landdistrikterne, hvor huslejen og andre omkostninger er lave.
Problemet er, at realkreditinstitutterne er meget tilbageholdne med at yde lån til virksomheder i landdistrikterne, der ønsker at udvide eller etablere sig. Ofte afvises låneansøgerne alene ud fra postnummeret, eller får tilbud om en belåningsgrad på 60 pct. eller derunder. Denne tilbageholdenhed skal ses i sammenhæng med, at antallet af konkurser er rekordlavt, og at institutternes pengetanke sidste år nåede op på 111 mia. kr. Samtidig kunne bladet Samvirke forleden dag fortælle, at 53 mindre byer vil dø indenfor de kommende år på grund af manglende tilflytning.

Realkreditinstitutternes holdning bremser de mennesker, der vil bo og drive virksomhed på landet. Landdistrikternes Fællesråd kan som organisation ikke fortsat acceptere, at institutioner, der spiller en så vigtig samfundsmæssig rolle, blot vender ryggen til store dele af Danmark. Politikerne må fjerne evt. lovmæssige blokeringer for, at institutterne kan leve op til deres ansvar og tilbyder ensartede lånemuligheder.

 

Landsbyfornyelse
En rapport fra socialministeriet viser, at omkring 10.000 boliger på landet står tomme eller er i en stand, der gør dem uegnet til menneskeboliger.
Det er bygninger, der på grund af forfald og ophobet affald på grundene, skæmmer landsbyerne og skræmmer potentielle tilflyttere væk. Derimod tiltrækkes boligspekulanter, som opkøber ejendommene og udlejer dem til udsatte grupper under urimelige vilkår. Lektor Jørn Møller, Aalborg Universitet, har i flere publikationer påpeget skævheden i, at byfornyelsesmidlerne primært anvendes til bygnings- og områdefornyelse i de større byer, selv om mange landsbyer er præget af dårlige bygningsstandard.

Landdistrikternes Fællesråd påskønner de pilotprojekter indenfor byfornyelse, som fødevare- og socialministerierne har i gang i de mindre kommuner, men mener, der skal sættes ind med permanente foranstaltninger. Statens bruttoramme til byfornyelse bør øges, og en vis andel øremærkes til byfornyelse og bygningsforbedring i landsbyer og landdistrikter, ligesom medfinansieringsgraden lempes. Desuden skal det lovmæssigt fastlægges, hvem der har ansvar og initiativpligt til, at pengene bliver anvendt på relevante projekter.

 

Indkøbspolitik
Antallet af detailhandelsbutikker er på sit hidtil laveste med lige godt 3.000 butikker. Det lave antal trues yderligere af, at de nye storkommuner foretager fællesindkøb, som de lokale erhvervsdrivende ikke kan matche. Desuden øger Statens og Kommunernes Indkøbsservice, (SKI), løbende sine indkøbsaftaler gennem omfattende EU-udbud. Det har bl.a. resulteret i en ny indkøbsaftale pr. 1. september på føde- og drikkevareområdet. Brugen af SKI’s rammeaftaler er fordoblet siden 2003 og forventes at stige med yderligere en mia. kr. i år til 9,1 mia. kr.
Dansk Erhverv har lavet en undersøgelse blandt sine 20.000 medlemsvirksomheder. Næsten hver anden tror, at kommunernes udbud fremover vil være for store for virksomheden. Udviklingen vil ramme de små virksomheder og forretninger i landdistrikterne og kan medføre lukning og monopollignende tilstande.

For at sikre en passende balance mellem små og store leverandører, foreslår Landdistrikternes Fællesråd, at der via lovgivningen fastsættes, at en vis procentdel af det offentlige indkøb skal foretages hos iværksættere og mindre erhvervsdrivende. Desuden opfordrer Fællesrådet kommunerne til at udnytte deres handlefrihed, bl.a. til at lade institutioner i landdistrikterne selv bestemme, hvor de vil købe ind.

 

Den offentlige service
Det er et samspil af mange forhold, som får en familie til at flytte på landet, eller en iværksætter i at etablere sig i et landdistrikt. Natur, den friske luft og tæt kontakt med naboerne er en væsentlig faktorer. Ligeså væsentlig er dét, der under et kan kaldes ”Den offentlige service”: Skole, børnepasning, fritidsmuligheder, kulturtilbud, infrastruktur etc.
I disse år skrues der imidlertid ned for den offentlige service i landdistrikterne. Lokalskoler lukkes, biblioteker og bogbusser nedlægges, antallet af rutebil-ruter og -afgange indskrænkes, og postservicen står overfor en markant forringelse. Alt sammen forhold, der gør det vanskeligere at opretholde en virksomhed og et familieliv på landet – stik imod politikernes intentioner og ånden i landdistriktspolitikken.

For at hindre yderligere forringelser opfordrer Landdistrikternes Fællesråd politikerne til at overveje muligheden for at indføre en ”servicepakke”. Pakken skal indeholde en række minimumstandarder for, hvad landdistrikternes beboere kan forvente af deres kommune, som afstand til børnepasning, hvor længe eleverne dagligt skal køre med skolebus mv. Fastlæggelsen af standarderne foretages i den enkelte kommune og finansieres forholdsmæssigt via de kommunale budgetaftaler mellem KL og regeringen.

 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder-2008. Bogmærk permalinket.

0 svar til Hurdler i landdistriktspolitikken

  1. peter trap skriver:

    Vi må jo nok at erkende, at serviceforringelserne er kommet for at blive i “besparelsernes hellige navn”.
    Men er det dybest set ikke kun tale om, at vi blot har fået en form for brugerbetaling ind ad bagdøren????
    Det offentlige sparer ved at sammenlægge og rationalisere skat, sygehuse, borgerservice, biblioteker m.m. –
    I stedet har borgerne fået pålagt en masse merudgifter til bl.a. transport m.v.
    Bevares – vi skal endnu ikke stå med pungen i hånden for at blive betjent de forskellige steder, men i stedet bliver man ofte sendt fra den ene ende af regionen til anden når noget skal ordnes eller ændres.
    Teoretisk kan meget jo klares via e-mail og lign, men brug af internettet er alt andet lige heller ikke gratis og når det gælder kontakt med “det offentlige” – annonymt og ofte meget prolematisk!!!!! Specielt når det drejer sig om personlige forhold.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *