Hul i loven truer den lokale folkeskole

er Forældre, skoleledere, lærere, friskoler, efterskoler og landdistrikterne enige om

De mange skolelukninger og ændringer af skolestrukturen kan være første led i en kabale, der imod landspolitikernes ønske vil betyde afskaffelse af skolerne i de mindre landsbysamfund.
Årsagen er, at Folkeskoleloven ikke klart definerer, at en skole som udgangspunkt er placeret på en matrikel. 
Dette hul i loven udnytter kommunerne til at frembringe nogle kloninger af skolemodeller, hvor barnets ret til at komme i den nærmeste skole forsvinder.

F. eks. er man i mere end hver 9. kommune i gang med at lægge en række mindre skoler sammen til én, hvor de nedlagte skolebygninger bliver til afdelinger med fortsat undervisning men uden lokal ledelse og uden lokal indflydelse.
Det sparer skoleledere, fjerner de lokale skolebestyrelser, og giver kommunen frihed til at flytte elever og lærere rundt mellem undervisningsstederne. Samtidig vil kommunen – uanset løfter til forældrene om at børnene kan gå i skole i nærsamfundet – kunne nedlægge undervisningen i de pågældende skolebygninger uden væsentlig debat, fordi bygningerne netop kun er afdelinger og ikke selvstændig skoler.

Situationen har været drøftet på et møde mellem repræsentanter fra
Skole og Samfund,
Danmarks Lærerforening,
Skoleledernes Fællesrepræsentation
Dansk Friskoleforening,
Efterskoleforeningen og
LDF-Landdistrikternes Fællesråd

Parterne er enige om, at situationen er så alvorlig, at de i fællesskab vil have bremset kommunernes fremfærd. 

-Vi kunne på mødet konkludere, at vi står med en af de alvorligste trusler mod lokalskolerne gennem de seneste 30-40 år, siger Lone Andersen, formand for Landdistrikternes Fællesråd, der var initiativtager til mødet.
-Det værst tænkelige scenarie af kommunalreformen er en folkeskole, der består af 98 enheder, siger hun.
Landdistrikternes Fællesråd vil ligesom repræsentanter for de øvrige organisationer forsøge at være til stede, når undervisningsministeren er kaldt i åbent samråd den 23. oktober.

 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder-2008, Nyhedsbrev. Bogmærk permalinket.

0 svar til Hul i loven truer den lokale folkeskole

  1. Janne Jensen skriver:

    Vi går med nøjagtig den samme frygt i vores lokalssamfund, hvor skoleudvalget i vores kommune har valgt: Citat: “at følge trenden i samfundet”.

    Hvor kan man høre mere om udkommet af mødet med undervisningsministeren d. 23. oktober?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *