Her halter Byfornyelsesloven

Tung administration, stive finansieringsregler og generel modvilje i kommunerne mod at nedsætte Bygningsforbedringsudvalg er de tre centrale årsager til, at Byfornyelsesloven, der trådte i kraft i 1998, ikke fungerer efter hensigten på landet.
  
Derfor foreslår Landdistrikternes Fællesråd i en henvendelse til By- og Boligminister Jytte Andersen, at der sættes ind med bedre information, enklere administration, mere fleksibel finansiering,  en ny model for bygningsforbedringsudvalgene og en særlig pulje til modernisering af forsamlingshuse, når Byfornyelsesloven skal revideres. Det sker i dette forår.
  
"Byfornyelsesloven fra 1998 har vist sig ikke at fungere i landdistrikterne," siger Thorkild Ljørring Pedersen, formand for Landdistrikternes Fællesråd.

"Men med ganske få ændringer, der tager højde for at der på i landsbyerne som regel er tale om mindre projekter i privat regi, vil loven også kunne komme til at fungere i landdistrikterne."
  
Loven bærer i dag præg af at være målrettet store projekter, der involverer mange boliger – og når disse rammer overføres til landdistrikterne, hvor der måske kun er tale om tre-fire boliger, der skal by fornys, bliver de administrative krav meget voldsomme og finansieringsreglerne meget stive.
  
Landdistrikternes Fællesråd foreslår også at der sættes skub i udarbejdelsen af kommuneatlas, så alle kommuner får et overblik over deres bevaringsværdige bygninger og miljøer. Kommuneatlas ligger dog i Miljøministeriets regi.
  
"Desuden er der behov for en bedre vejledning i tilskudsjunglen," konstaterer Thorkild Ljørring Pedersen. "Det er svært for en borgerforening at se, om deres projekt hører hjemme under Byfornyelsesloven eller under Bypuljen eller om Lokale- og Anlægsfonden måske kan komme ind i billedet. Derfor har vi opfordret By- og Boligministeren til at tydeliggøre, hvordan de forskellige ordninger kan spille sammen og hvordan man får taget det rigtige afsæt for sit projekt."

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder-2008, Nyhedsbrev. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *