Håndsrækning til debatlystne

LDF – Landdistrikternes Fællesråd stiller netbaserede debatfora til rådighed for alle lokalsamfund og græsrødder i landdistrikterne.
Mangel på hjemmeside eller indsigt i IT-verdenen skal ikke blokere for, at folk i landdistrikterne kan kommunikere med hinanden på nettet. Derfor stiller LDF sine faciliteter gratis til rådighed for lokale foreninger, grupper og organisationer på "Landdistrikternes Forum". Som paraplyorganisation for foreninger og folk på landet, ser Fællesrådet det som en naturlig del af sin opgave, at give folk mulighed for at komme i forbindelse med hinanden.

– Dette her er simpelthen en håndsrækning til de mange ildsjæle i landdistrikterne, siger direktør i LDF, Carsten Blomberg Hansen.  – Vi ved, at folk har et stort behov for at udveksle erfaringer, debattere og hente gode råd i arbejdet med at udvikle det enkelte lokalområde.

– Problemet er, fortsætter han, – at de ikke umiddelbart kan komme i forbindelse med hinanden eller ved, hvem de andre er. Her giver vi dem så et redskab, hvor de via vores hjemmeside enten kan oprette et debatforum eller deltage i et af de eksisterende fora, og dermed få kontakt med folk, som ønsker at diskutere samme emne, som de selv.

Som eksempel nævner Carsten Blomberg Hansen, at i realiteten kan en hel landsby på nettet diskutere forsamlingshusets fremtid, ønsket om en cykelsti, og hvordan den lokale skole kan fastholdes. Eller for den sags skyld, hvordan man skaber politisk opbakning, skaffer sponsorer eller søger fonde om midler til dette eller hint.

Man kan vælge enten et åbent eller et lukket debatforum. I det åbne forum kan alle deltage, mens det lukkede forum er forbeholdt de mennesker, der er tilsluttet den pågældende gruppe. 

– Et fælles sted på nettet med mange muligheder, siger Blomberg Hansen, – der kalder de net baserede debatfora for første skridt mod at forbedre videns deling og kommunikation i landdistrikterne.

Servicen stilles gratis til rådighed fra LDF’s side, så hverken tilmelding eller deltagelse koster noget.  Samtidig er systemet så let, at selv folk med meget begrænset erfaring med Internettet meget hurtigt og enkelt kan lære at bruge debatforum.

Som bruger skal man blot logge sig på. Spørgsmål vedr. dette eller oprettelse af eget forum til LDF’s kontor på 76 340 350.

Yderligere oplysninger i forhold til dettnyhedsbrev hos: Direktør Carsten Blomberg Hansen, tlf. 29 91 19 50

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder-2008, Nyhedsbrev. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *