For tilbagelænet, Bertel Haarder – Pressemeddelelse

Pressemeddelelse udsendt af Landdistrikternes Fællesråd den 4. juni 2008
Generelt har Landdistrikternes Fællesråd et fornuftigt samarbejde med undervisningsministeren, men i spørgsmålet om manglen på undervisere i landdistrikterne agerer ministeren for tilbagelænet, mener landdistrikternes formand.

Manglen på undervisere rejses i Jyllands-Posten 2/6 af Forum for Business Education og tager udgangspunkt i regeringens målsætning om, at 50 pct. af alle unge skal have en videregående uddannelse. Ifølge Business Education’s vurdering vil målsætningen øge behovet for undervisere med 8.700 – som det pressede arbejdsmarked ikke kan levere, og derfor vil udkantsområderne rammes ekstra hårdt. Det sidste bekræftes i avisen af formanden for Danske Erhvervsskoler, Ingo Østerskov.

-Vi står altså med et reelt problem, påpeger Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd. -Derfor duer det ikke, at undervisningsministeren blot trøster kritikerne med, at beskæftigelsessituationen måske er en anden om 5-10 år. Med andre ord kan 5-10 ungdomsårgange i landdistrikterne se frem til – måske – at få en videregående uddannelse, hvis der altså er lærere til det.

-Hvordan harmonerer det med Bertel Haarders energiske tiltag med professionshøjskolerne, der ”skal sikre uddannelsesforsyning i alle egne”
og desuden ”skabe og fastholde attraktive uddannelsesmiljøer overalt i landet, idet stærke miljøer skal understøtte svagere udkantsmiljøer”?

-Problemet med lærermanglen på de videregående uddannelser er dobbelt alvorlig, fordi de unge i yderområderne i forvejen er mindre motiverede end andre unge til at tage en ungdomsuddannelse. Det fremmer ikke de unges motivation, at de kan se deres uddannelsesdrømme kuldsejle på grund af manglen på undervisere, og hvordan harmonerer dét med ministeriets ellers rosværdige indsats for at 95 pct. af de unge til at tage en ungdomsuddannelse?

-Den 10. juni åbner kronprins Frederik en stor konference i Odense, hvor man netop skal diskutere erfaringerne med at inspirere og fastholde unge i en ungdomsuddannelse. Men alle de gode kræfter nytter ikke stort, hvis der ingen lærere er til at undervise i landdistrikterne, som dog tæller omkring 1 mio. danskere.

Kort sagt deler jeg kritikernes bekymring. Som talsmand for landdistrikternes uddannelsessøgende unge vil jeg kraftigt opfordre Bertel Haarder til at bruge sit iderige og kreative ministerium til at finde løsninger på den udfordring, vi står overfor.

Yderligere information:
Formand Steffen Damsgaard, mobil 51740062, mail formand@landdistrikterne.dk
Direktør Carsten Blomberg Hansen, mobil 29911950, mail cbh@landdistrikterne.dk

Udskriftsvenlig version

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder-2008. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *