Fødevareministeriet afsætter 30 mio. kroner til levende hegn

Støtte til etablering af hegn og småbeplantninger skal forbedre levevilkår for dyr og planter og værne om det danske landskab. Fødevareministeriet støtter etablering af landskabs- og biotopforbedrende beplantninger med tilskud på 40 procent af udgifterne. Hvis landmænd og lodsejere i særlig grad tilgodeser miljø- og naturhensyn og de rekreative interesser, stiger tilskuddet til 60 procent. I alt har ministeriet afsat 30 mio. kroner til projekterne i perioden 2007-2008.

”Tilskudsordningen er en håndsrækning til landmændenes og lodsejernes meget vigtige arbejde med at skabe åndehuller for det vilde dyre- og planteliv og sikre variation i det danske landskab”, siger fødevareminister Hans Chr. Schmidt.

Fødevareministeren lægger samtidig vægt på, at ordningen tilskynder foreninger og sammenslutninger til at udvikle kultur- og landskabsværdierne:

”Beplantning tilfører det åbne land en betydelig rekreativ værdi. Den nye tilskudsordning giver mulighed for at belønne indsatsen for at udvikle og værne om det danske landskab”, udtaler Hans Chr. Schmidt.

Fakta om tilskudsordningen og ansøgningsmateriale
Læs mere om betingelserne for at søge tilskud på www.dffe.dk/beplantninger

Ansøgningsskema og vejledning kan findes her:

* Genvej til vejledning og ansøgningsskema

I 2007 kan du søge om tilskud fra 1. august. Ansøgningen skal være modtaget i direktoratet (Miljøkontoret i Tønder) senest 5. oktober 2007.

I 2008 kan du søge fra 1. januar. Ansøgningen skal være direktoratet i hænde senest 1. maj 2008. Du kan søge igen fra 1. juli. Vi skal så have din ansøgning senest 1. september 2008.

Læs mere om landdistriktsprogrammet 2007-2013 på www.landdistriktsprogram.dk

Kontakt
Marianne K. Hansen, Miljøkontoret, tlf.: 33 95 82 74, e-mail: mkha@dffe.dk eller
Karsten Jensen, Miljøkontoret, tlf.: 33 95 82 76, e-mail: kj@dffe.dk

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder-2008. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *