Erhvervsråd bør tænke i bløde værdier

Landkommunernes erhvervsråd og erhvervsforeninger bør gå i front for at presse kommunerne til at få udarbejdet landdistriktspolitikker. Ellers taber de i kampen om at tiltrække nye virksomheder og arbejdspladser.

Det mener Landdistrikternes Fællesråd og formand Thorkild Ljørring Pedersen uddyber synspunktet:
“Konkurrencen om virksomheder og iværksættere er hård og det nytter ikke, at landkommunernes erhvervsråd bare går i de spor, som bykommunernes erhvervsråd allerede har trådt. I de tyndere befolkede områder må vi søge nye veje og finde de styrker, vi har frem for byområderne, hvis vi skal etablere nye virksomheder og skabe flere arbejdspladser. Og det er landdistriktspolitikken et godt redskab til.”

Thorkild Ljørring Pedersen påpeger, at de virksomheder, der har de lyseste fremtidsudsigter, er virksomheder baseret på viden. Dette gælder også for de eksisterende service- og produktionsvirksomheder. Og derfor må man i landkommunerne anstrenge sig for at tiltrække og fastholde iværksættere og højt uddannet arbejdskraft – og sørge for gode efteruddannelsesmuligheder til alle.
“Glem alt om billige erhvervsgrunde og se på, hvad kommunen som helhed kan tilbyde: er der ordentlig børnepasning og gode skoler? Er der et godt foreningsliv og lokalt kulturliv? Gode og alsidige fritidstilbud til både børn og voksne? Hvilke styrker har netop dette sted frem for andre? Er det en flot natur med gode adgangsmuligheder? Er det muligt at få en rummelig og billig bolig? Har vi et naturgrundlag og en historie og tradition, vi kan være stolte af og fremhæve?”

Thorkild Ljørring Pedersen opfordrer derfor erhvervsrådene til at tænke højt, dybt, stort og langt, når de lægger strategi. Og til at satse på at få iværksættere til at etablere sig – og gerne flere af samme slags – i stedet for at prøve at få allerede etablerede virksomheder til at slå sig ned:
“Det er uendelig svært at få en etableret virksomhed til at flytte sig ret langt. Derimod er der fordele ved at flere nye virksomheder indenfor samme branche etablerer sig i samme område. De vil have lettere ved at tiltrække medarbejdere og der vil opstå en synergi-effekt, fordi man både kan arbejde sammen og konkurrere. Desuden vil det være lettere at sørge for den nødvendige efter- og videreuddannelse af medarbejderne, hvis man har en klynge af beslægtede virksomheder i området.”

Thorkild Ljørring Pedersen mener også, at alt for mange fokuserer for snævert på at tiltrække IT-virksomheder.
“Se lidt bredere på tingene. IT er kun et redskab – prøv først og fremmest på at se, hvilket videnindhold, der er i iværksætternes ideer. Og opsøg dem aktivt – for de kommer ikke af sig selv.”

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder-2008, Nyhedsbrev. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *