En hjælpende hånd for et år ad gangen

“Regeringen har været fair overfor de vanskeligt stillede kommuner i forhold til skattestoppet,” siger Flemming Eskildsen, borgmester i Sundsøre kommune og formand for Det Skæve Danmark.
“Som et plaster på såret fik de dårligst stillede kommuner 180 mio. kr. ekstra, så puljen kom op på i alt ca. 440 mio. kr. for 2003. Men det ændrer jo ikke på at fordelingen af det almindelige bloktilskud er hamrende uretfærdig.”
Det resultat blev opnået i forhandlingerne mellem regeringen og KL om kommunernes økonomi for 2003. Ingen ved, om der bliver 180 mio. kr. igen til næste år. Samtidig er der gået en lind strøm af nye opgaver fra regeringen ud til kommunerne: frit valg, strategisk planlægning, udfordringsret…
“Det er væltet ned over os og det tynger,” siger Flemming Eskildsen.
“Skattestoppet betyder, at vi er nødt til at sørge for at der først og fremmest er penge til den tunge sociale del af budgettet og det levner ikke mange penge til de øvrige, kommunale opgaver.”
Og så er det stadig en frustration, at den lovede udligningsreform blev udsat til efter Strukturkommissionen om et års tid spiller ud med sit forslag til opgavefordeling.
“Strukturdebatten er en dårlig undskyldning for at udsætte udligningsreformen. En social udligning eller kompensation har intet med kommunernes størrelse at gøre. Hvis man havde villet, kunne det have ladet sig gøre,” slutter Flemming Eskildsen.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder-2008, Nyhedsbrev. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *