Den sovende iværksætterånd kan vækkes

"Den danske iværksætterånd sover endnu dybere på landet end i byerne", konstaterer Hanne Tanvig, leder af Udviklingsafdelingen ved Syddansk Universitet Esbjerg.

Men tre års erfaringer fra Udviklingsafdelingens "Projekt NI LIV" viser, at iværksætterånden kan vækkes – også ude på landet. 

NI LIV er ikke et iværksætterkursus i traditionel forstand, men et projekt, der gennem information, uddannelse, træning og netværksdannelse har motiveret deltagerne til at komme videre i deres personlige udvikling og – måske – etablere arbejdsplads eller udvikle professionelle projekter i lokalsamfundet.

"Især blandt kvinderne har vi set et stort antal, som med den rette inspiration viser sig at både ville og kunne skabe arbejdspladser i landdistrikterne", siger Hanne Tanvig.
"Jeg tror, vi har et meget stort og uforløst iværksætterpotentiale i dagens Danmark. Mange af os har rødder i bondekulturen og med til det gode liv på landet hører muligheden for at tage hånd om sit eget arbejdsliv. NI LIV har været med til at afdække, hvordan det kan lade sig gøre."

I alt 119 – med en gennemsnitsalder på 42 og hvoraf mere end halvdelen var kvinder – har deltaget i NI LIVs kurser. Ca. 250 har deltaget i en række workshops på samme idegrundlag. 

Projektet afsluttes med en konference 19. august og Hanne Tanvig håber, at de indsamlede erfaringer vil kunne bruges i nye projekter, der vil vække den slumrende iværksætterånd i Danmark.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder-2008, Nyhedsbrev. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *