Borgerne skal være med

Borgerne skal være med til at styrke offentlig service på landet

"Anerkendelse af landsbyskolernes centrale rolle i landdistrikterne, mobil service til borgerne og anbefalingen af at støtte de frivillige kræfter i landdistrikterne er signaler der i høj grad glæder os i Landdistrikternes Fællesråd," siger fællesrådets formand Thorkild Ljørring Pedersen i en kommentar til den rapport om den offentlige service på land og i by, som Indenrigsministeriet netop har udsendt.
  
I rapporten "Der er så dejligt…", som er udarbejdet af PLS Consult, foreslås det, at man bygger videre på en af landkommunernes styrker, nemlig evnen til at involvere de frivillige kræfter, både foreninger, netværk og enkeltpersoner.
  
"En af landdistrikternes styrker er nærhed. Der er kort vej til beslutningstagerne og man skeler ikke så meget til, hvem der gør hvad, så længe man er enige om retningen," siger Thorkild Ljørring Pedersen.
"Det er af stor værdi at fastholde og udvikle det frivillige arbejde, men det skal ske på en måde, så der stadig er tale om frivilligt arbejde og at foreningslivet ikke bliver kommunalt omklamret. I Landdistrikternes Fællesråd ser vi frem til en øget opmærksomhed på og opbakning til borgernes lyst til selv at løse opgaverne i lokalsamfundet."
  
Rapporten peger også på, at skolerne fremover kan danne ramme om lokalsamfundets offentlige servicetilbud – en videreførsel af de tanker, der bl.a. lå bag de mange forsøg med skolen som lokalt kulturcenter sidst i 80'erne.
  
"Skolen er livsnerven i et lokalsamfund og der er ingen tvivl om at skolerne kan bruges meget bredere end det sker i dag," siger Thorkild Ljørring Pedersen.
"For os er det vigtigt at der skabes ro om skolerne, så de ikke skal leve i evig frygt for at blive næste offer for den kommunale sparekniv og at lokalbefolkningen får øget adgang til f. eks. lokal service i skolens bygninger."
  
Rapporten foreslår også at den offentlige service skal gøres mere mobil. Det gælder både social- og skatteforvaltning og sundhedstilbud som praktiserende læger, tandlæger og fysioterapeuter.
"Det er nye toner, at Bjerget fremover kan komme til Muhammed og jeg tror, vi kan finde mange muligheder for at flytte servicen ud til borgerne, når vi først begynder at tænke anderledes. Også her vil et tæt samarbejde mellem kommunen og de  folkelige kræfter være med til at sikre at man finder løsninger med lokal forankring og opbakning," slutter Thorkild Ljørring Pedersen.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder-2008, Nyhedsbrev. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *