Årsmøde med spotlys på støtteordninger

"Støtte- og projektmidler til udvikling i landdistrikterne er eftertragtede og har sat gang i mange aktiviteter rundt om i landet. Men somme tider må vi stoppe op og spørge os selv: har de nu også sat gang i udviklingen?"
Det spørgsmål rejser Thorkild Ljørring Pedersen, formand for Landdistrikternes Fællesråd på Fællesrådets årsmøde på lørdag.
"Vi kan i hvert fald konstatere, at man i de ministerier, der forvalter støtteordningerne, har meget forskellige opfattelser af, hvad landdistriktsudvikling er," siger Thorkild Ljørring Pedersen.
Staten afsætter årligt ca. 50 mio. kr. til støtteordninger, der retter sig mod landdistrikterne.  For at få nogle nye bud på, hvordan disse støttemidler kan bruges, har Landdistrikternes Fællesråd i år inviteret tre repræsentanter for de unge på landet til at fortælle, hvordan de ville bruge 50 mio. udviklingskroner i de danske landdistrikter.
"De unge familier har ofte travlt med at få arbejds- og familieliv til at nå sammen og deres overskud til det traditionelle foreningsliv er begrænset," siger Thorkild Ljørring Pedersen. "Men vi, der i mange år har nydt godt af foreningslivets fællesskab vil meget gerne høre, hvordan de opfatter udviklingsmulighederne på landet. Det er jo dem, der skal tage over efter os andre."
Repræsentanterne for den unge generation på landet er landmanden Søren Rasmussen, erhvervsmanden Thomas Tange Rasmussen og etnologen Helle Aalsbøl. Helle Aalsbøl er vokset op i byen, men er nu flyttet ud på landet med sin familie. Søren Rasmussen har levet hele sit liv på landet, mens Thomas Tange har erfaringer med iværksætteri og erhvervsudvikling i landdistrikterne.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder-2008, Nyhedsbrev. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *