Aktive børn og unge skal skabe mere liv på landet

Fødevareministeriet skriver: 
Madskoler, friluftstilbud og teater er blandt de mange aktiviteter, der skal være med til at skabe mere liv på landet for børn og unge. Fødevareministeriet støtter 67 nye projekter.
Børne- og ungdomsorganisationer vil gerne give børn og unge gode oplevelser på landet, og med hjælp fra Fødevareministeriet bliver der nu sat gang i en række nye aktiviteter.

Den yngste generation får mulighed for at lære om f.eks. madkvalitet og ernæring. Mens der bredt gives støtte til aktiviteter, der styrker børn og unges interesse for natur, kultur, friluftsliv og levevilkår på landet.
 
Baggrunden for de mange nye projekter er regeringens ønske om at fastholde børnefamilier på landet. ”Aktive børn og unge er en forudsætning for at skabe liv på landet. Vi skal have flere tilbud til børn og unge på landet, så de ikke flytter væk”, siger fødevareminister Eva Kjer Hansen.
 
I alt får 67 projekter for børn og unge i landdistrikterne i 2008 tilskud for knap 9 millioner kroner Fra ministeriets side bliver der lagt vægt på at støtte projekter, som styrker faglighed og læring inden for områder, der er vigtige for udviklingen af landdistrikterne.
 
Der er bl.a. støtte til at afholde dyrskuer, hvor børn udstiller deres kæledyr, til natur- og madskoler, til rollespil og kultur- og teateraktiviteter og meget mere. Projekterne fordeler sig over hele landet. 27 aktiviteter er landsdækkende, de øvrige projekter fordeler sig mellem regionerne med Region Syddanmark som topscorer med femten projekter.
 
Rådgivende udvalg
Et rådgivende udvalg står bag indstillingen af de støtteværdige projekter. Udvalget er sammensat af repræsentanter fra bl.a. Landdistrikternes Fællesråd, Landsbyerne i Danmark, Friluftsrådet, Dansk Ungdoms Fællesråd, Håndværksrådet, Landsforeningen af Landsbysamfund, Dansk Landbrug og Landsorganisationen i Danmark.
Ordningen om børne- og ungdomsaktiviteter er en del af Landdistriktsprogrammet, hvor Danmark og EU investerer 6,2 milliarder kroner i udvikling af landdistrikterne frem til 2013.
 
Se listen over projekter, der har modtaget støtte her: http://www.dffe.dk/Default.aspx?ID=35879

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder-2008. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *