9,2 mio. kr. til udviklingsprojekter

Velfærdsministeriet skriver:
Velfærdsministeriet har bevilget 9,2 mio. kr. til tretten udviklingsprojekter i tolv kommuner. Projekterne skal fremme udviklingen af erhvervslivet og skabe nye arbejdspladser.

En række kommuner modtager tilskud projekter, der skal være med til at skabe en positiv udvikling i lokalområderne.

Flere kommuner modtager økonomisk støtte til projekter, der mere effektivt skal markedsføre dem som turistdestinationer, eksempelvis Bornholms Regionskommune, der modtager tilskud til deltagelse i et tværregionalt projekt, som skal styrke turismen i Østersøregionen.

Et eksempel på en anden type projekter er Lolland Kommune, som får 1,5 mio. kr. til at omdanne landsbyen Horslunde til en bæredygtig energilandsby, som skal give virksomheder inden for alternativ energiforsyning bedre mulighed for at teste deres produkter lokalt. Projektet forventes at kunne skabe grobund for erhvervs- og produktudvikling inden for bæredygtigt byggeri.

“Det er vigtigt at fastholde en positiv erhvervsudvikling i de lokale samfund, som både menneskeligt, socialt og kulturelt er et værdifuldt bidrag til mangfoldigheden i Danmark. Tilskuddet fra Velfærdsministeriet medvirker også i regeringens politik til støtte af udvikling i udkantsområderne” siger velfærdsminister Karen Jespersen.

Pengene fra Velfærdsministeriets pulje bliver uddelt til kommuner, der i forvejen har modtaget støtte fra EU’s regionale tilskudsordning til fremadrettede vækstskabende tiltag. Kommuner, som er økonomisk trængt, har imidlertid ikke altid råd til selv at finansiere deres andel i disse projekter. Derfor træder Velfærdsministeriet til og dækker op til 3/4 af kommunernes medfinansiering.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder-2008. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *