7,8 mio kr. til erhvervsudvikling af udkantsområder

Velfærdsministeriet skriver:
Velfærdsministeriet har bevilget 7,8 mio. kr. til ni udviklingsprojekter i seks kommuner. Projekterne skal fremme udviklingen af erhvervslivet og være med til at skabe nye arbejdspladser.

En række kommuner modtager nu tilskud til fremadrettede projekter, der skal skabe vækst i lokalområderne. Turisme er med til at skabe vækst og mange af projekterne handler om modernisering eller opførelse af nye attraktioner.

Vesthimmerlands Kommune får 1,5 mio. kr. til indretning af deres musikhus i samarbejde med kunstneren Per Kirkeby, for at styrke musikhusets kulturelle værdi. Et andet eksempel er Langelands Kommune, som modtager tilskud til en udbygning af havnefaciliteter på Strynø, der kan tiltrække sejlerturister til det fynske øhav.

Flere kommuner modtager økonomisk støtte til kampagner, der mere effektivt skal markedsføre dem som turistdestinationer og sætte dem på danmarkskortet i både økonomisk og kulturel forstand.

“Det er min klare vurdering, at de enkelte projekter vil være med til at skabe en positiv udvikling i lokalområderne, som kan tiltrække og fastholde indbyggere samt gavne erhvervslivet. Tilskuddene skal derfor ses som et led i regeringens støtte til en generel udvikling af udkantsområderne” siger velfærdsminister Karen Jespersen.

Pengene fra Velfærdsministeriets pulje bliver uddelt til kommuner, der i forvejen har modtaget eller ansøger om støtte fra EU’s regionale tilskudsordninger til fremadrettede vækstskabende tiltag. Kommuner som er økonomisk trængt har imidlertid ikke altid råd til selv at finansiere deres andel i disse projekter. Derfor træder Velfærdsministeriet til og dækker en del af kommunernes medfinansiering.

Læs artiklen og se støttede projekter her.
 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder-2008. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *