Økosamfund ønsker plads til eksperimenter

Vejen til et liv i et økosamfund er brolagt med forhindringer. Hvis man vil være med til at etablere et økologisk bo- og leve-fællesskab er tålmodighed endnu vigtigere end penge.
Det siger Troels Dilling-Hansen fra Landsforeningen af Øko-samfund på baggrund af de erfaringer, Landsforeningens medlemmer har gjort gennem årene.
Planlovens zonebestemmelser og finansieringen af de alternative fællesskaber er de to helt store, praktiske forhindringer, der skal overvindes:
"Mange øko-samfund vil gerne have jord nok til at kunne leve selvforsynende og i balance med naturen. Og der er ganske enkelt ikke udlagt boligområder i kommune- og regionplaner, hvor disse krav kan opfyldes. Og hvis økosamfundene bevæger sig ud i det åbne land, så de kan få landbrugsjord at dyrke, sætter Planlovens landzonebestemmelser en stopper for, at der kan opføres nye boliger," konstaterer Troels Dilling-Hansen.

Det kræver ofte årelange forhandlinger med og dispensationsansøgninger til amt og kommune, før det første spadestik kan tages. 
"Den næste forhindring er finansieringen af de økologiske boliger," siger Troels Dilling-Hansen.
"Selv i disse år, hvor der lånes penge ud som aldrig før, vil de traditionelle kreditforeninger ofte højst udlåne 40 pct. til økologisk byggeri. Det betyder, at man enten skal have en enorm opsparing eller skal finde alternativ belåning."

Det kan dog lade sig gøre at finde alternativer til kreditforeningerne, bl.a. har Andelskassen Merkur, Fælleskassen og en antroposofisk bank i Holland finansieret økologisk byggeri i Danmark – og på det seneste har flere pensionskasser placeret  penge i økologisk byggeri, bl.a. Magisternes Pensionskasse. 
Landsforeningen af Øko-samfund efterlyser derfor politisk velvilje overfor de grupper, der gerne vil eksperimentere med bo- og leveformer som alternativer til parcelhuset, lejligheden eller landbrugsbedriften.
"Vi kunne tænke os, at der blev udlagt eksperiment-zoner med frirum til at bygge og til jordpriser som på landbrugsjord. Øko-samfundene søger at afprøve nye måder at leve sammen på, at arbejde og udvikle sig på og danne fællesskaber på. De har meget at give det øvrige samfund. Specielt mange tyndtbefolkede landkommuner kan have glæde af øko-samfundenes kreative energi. Vores vision om selvbærende landsbyenheder rækker dybt i vores danske kulturarv, hvor landsbyerne, andelstanken, arbejdsfællesskabet, vores åndelige ophav og folkekulturens sang og dans står som centrale værdinormer i en ny udklædning som økosamfund. Giv os noget plads, så vil samfundet også sprudle", siger Troels Dilling-Hansen.
Han understreger, at der er stor forskel på de grupper, der arbejder på at etablere økosamfund: nogle ønsker moderne høj kvalitets boliger, andre halmhuse – nogle lægger vægt på et praktisk arbejdsfællesskab omkring landbrug, håndværk og kunsthåndværk, mens andre arbejder med spiritualitet og åndelig vækst og udvikling.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder-2008, Nyhedsbrev. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *