Yderområder i Danmark står til at miste livsnødvendig udviklingsstøtte

[LDF] Formanden for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard er dybt forundret og meget bekymret for udviklingen i yderområder i Danmark, hvis regeringen får held til at beskære budgettet og muligheder for regional udviklingsstøtte. Det vil ramme områder i Danmark hårdt.

Selv om regeringen gik til valg på at sparke gang i Danmarks økonomi med en national vækstpakke, arbejder den på at få skåret ned på EU’s udviklingsstøtte til medlemslandenes udkantsområder.

LDF og Danske Regioner enige
Det vil ramme de danske udkantsområder hårdt, fordi de i fremtiden står til at miste en årlig støtte fra den kant til vækst og nye job på en halv milliard kroner, advarer Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Regioner. Danske Regioners direktør Birgitte Bengtson kalder regeringens holdning for bekymrende.

Alarmeret over notat
Investeringerne har skabt job- og erhvervsinitiativer, som vi ellers ikke ville have mulighed for at igangsætte, siger Birgitte Bengtson.

KL og Danske Regioner er alarmerede over et notat fra regeringen til Folketingets Europaudvalg, hvor regeringen lægger op til at få nedskåret EU’s bevillingsramme for den regionale støtte “væsentligt”.

Regeringen vil også have EU-støtteordningen begrænset på en måde, så “midlerne i højere grad fokuseres på de mindst udviklede regioner på bekostning af de mere velstående regioner og overgangsregionerne”. Det vil udelukke Danmark, konstaterer KL og Danske Regioner.

På et nyligt møde mellem EU’s regionalkommissær Johannes Hahn og KL og Danske Regioner gav kommissæren dem ret i, at Danmark fortsat har behov for EU’s støtte til sine udkantsområder.

Slipper for statsstøtte
Europas krise har ramt bredt, og i Danmark er kommunerne også udfordrede, når de skal skabe vækst og beskæftigelse, siger KL’s direktør Kristian Wendelboe.

Hvis Danmark ikke længere skal have EU-regionalstøtte, så slipper regeringen for at belaste sit eget statsbudget på den konto. Den slags EU-støtte skal nemlig dobles op af medlemslandene selv. Kommissionen lægger op til, at Danmark skal have 2,5 milliarder kroner i den kommende bevillingsperiode for 2014-2020.

I den indeværende støtteramme, som løber ind til 2014, får de danske udkantsområder i alt 4,6 milliarder kroner fra EU, som statskassen altså dobler op. Midlerne bliver udmøntet i forskellige ordninger via Kommunerne og Regionerne.

Kontakt til landspolitikere
Formand i Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard savner i forvejen flere nye deciderede målrettede initiativer rettet mod landdistrikterne og yderområder for at skabe vækst, derfor er det en tikkende bombe under udviklingen de pågældende steder, hvis det lykkes regeringen af få skåret budgettet så meget ned at ordningerne til fx Danmark også bortfalder.

Formanden vil tage kontakt til landspolitikere for at følge sagen og forhåbentlig påvirke dem i en positiv retning.

 

Dette indlæg blev udgivet i Formandens indlæg, Nyheder. Bogmærk permalinket.

Et svar til Yderområder i Danmark står til at miste livsnødvendig udviklingsstøtte

  1. Pingback: Landdistrikterne.dk / nyhedsmail 2. december 2011 | Lokalråd 4262 - Et lokalsamfund i udvikling

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *