Vrads kåret som årets landsby

[Landsbyerne i Danmark] Den lille landsby Vrads i Silkeborg Kommune er kåret som Årets Landsby af organisationen Landsbyerne i Danmark. Som baggrund for valget af Vrads udtaler dommerkomiteens formand Britta Schall Holberg og ”Landsbyerne i Danmarks” formand Carsten Abild:

– Trods sin lidenhed, 210 borgere, er Vrads en enestående landsby, hvor borgerne gør en kæmpe indsats for at holde landsbyen levende og i konstant udvikling. ”Her vil vi leve og ikke blot bo”. Vrads købmandshandel er på 21. år drevet af 25 frivillige borgere. Butikken er uden gæld og åben 360 dage om året. På første sal er kunsthåndværkudstilling, galleri, landsbykontor, driften af hjemmesiden (www.vrads.dk), bibliotek, internet, printer m. v.

– Vrads forsamlingshus sprudler af aktivitet: nytårskur, fastelavn, børnedisco, dansearrangementer, fællessang, fællesspisning, teaterforestillinger, revy/kabaret, musikfestival, koncerter, foredrag, generalforsamlinger, spil og leg, ”spilledåsen” det lokale musikhus i ny tilbygning ved forsamlingshuset, med lydisoleret spillerum, instrumenter af enhver art, kontrolrum til lydoptagelser, musik på tværs af generationer, kulturer og musikgenrer.

– Vrads er kendt for sin grønne profil, også på erhvervsområdet med bæredygtige løsninger inden for byggeri og bæredygtighed. Ildsjæle, iværksættere og håndværkere inden for økologi og bæredygtighed trives, hvilket har smittet af på landsbyens boligmasse og inddraget en del borgere i udviklingen af landsbyen.

– Vrads er blevet kåret af Energi Midt som Årets Fiberby. Der er små virksomheder i landsbyen med tilbud om havearbejde, hjælp fra konsulenter, musikere og kunstnere. Den gamle smedje er blevet til et lille fællesskab for foreninger og borgere. Vrads er det gode eksempel for Danmarks mange små landsbyer.

Dommerkomiteen
Dommerkomiteen bag prisen årets landsby er: fhv. indenrigsminister, MF Britta Schall Holberg (formand) – tidl. borgmester Poul Lindor Nielsen, Roskilde Kommune – viceborgmester Peter Christensen, Tønder Kommune – næstformand i ”Landsbyerne i Danmark” Hans Christensen, Højen – foreningsmedlem i ”Landsbyerne i Danmark” Ole Lindholdt, Ribe.

Prisen gives for 18. gang
Det er 18. gang ”Landsbyerne i Danmark” udnævner et af Danmarks mange landsbysamfund til ”Årets Landsby”. De tidligere udnævnte landsbyer er: Hvilsom, Skovlund, Tise, Jordrup, Billum, Svindinge, Samsø, Bårse, Filskov, Klejtrup, Korinth, Ballum, Gjøl, Vejrup, Janderup, Horslunde, Bagenkop.

Temaet i år har været: ”Ildsjæle, bosætning og arbejdspladsers betydning for et landsbysamfunds vækst og udvikling”. Alle landsbysamfund på under 1000 beboere kan deltage i konkurrencen.

Følgende landsbysamfund har i år deltaget i konkurrencen om at blive ”Årets Landsby 2012”: Ellum, Torup, Herringløse, Vester Kippinge, Høve, Krogsbølle, Salbrovad, Nordenskov, Ravsted, Vrads, Vestervig, Gl. Havdrup, Skave, Branderup, Sjølund, Borgbjerg Hvam, Ørnhøj, Simested.

Landdistrikternes Fællesråd ønsker Vrads stort tillykke.

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.

Et svar til Vrads kåret som årets landsby

  1. Pingback: Vrads kåret som årets landsby « « LAG Silkeborg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *