Vilsted – endnu et eksempel på manglende bredbånd

[LDF] Vilsted er som en stor del af landets landsbyer hægtet håbløs af mulighederne, fordi der ikke er bredbånd, der er stabil og hurtig nok. Politikerne snorksover fortsat..! Vilsted er en landsby med knap 250 indbyggere beliggende i Vesthimmerlands Kommune. Men som så mange andre landsbyer er der elendig internetforbindelse.

Uholdbart at drive skole med så ringe netforbindelse
Jens Chr. Møller, som er leder af Vilsted Friskole, mærker problemerne i dagligdagen.

– Vi benyttede Skyline og fik en stabil forbindelse med 10 M/bit. Men nu er de gået konkurs, og vi har prøvet at finde alternativer. Vi er endt hos Fullrate, som leverer via TDC´s kobber. Vi betaler for en 6 M/bit forbindelse. Men det får vi slet ikke!! Desværre alt for tit er hastigheden langsommere, ofte helt nede på 3 M/bit, og tit forsvinder internetforbindelsen eller telefonforbindelsen fuldstændig, da begge dele kører over nettet. Forestil jer problemet, når 20-25 elever er på nettet samtidig, og forbindelsen enten er langsom eller helt forsvinder. Det er ganske simpelt uholdbart at drive skole på den her måde!, udtaler Jens Chr. Møller.

Føler sig hægtet af
Dårlig internetforbindelse er et problem i hele byen. Der er borgere i byen med hjemmearbejdspladser fra bl.a. Vesthimmerlands Kommune, som må opgive at have hjemmearbejdsdage, da de ikke kan logge på det kommunale system pga. langsom internetforbindelse og udfald på internettet.

I Vilsted er der også et lille software firma, som jo i sagens natur har brug for en superhurtig internetforbindelse. Firmaet eksisterer endnu, men de må ofte tage natten til brug for at finde et tidspunkt med mest stabil og hurtig internet.

Jens Chr. Møller har talt med Fullrate, og de erkender, at der er et problem, men der kan ikke gøres noget, da ”kobberet” er for dårligt.

– TDC vil ikke erkende problemet, men deres egne teknikere, siger, at der er for langt til centralen, og det er det reelle problem. Man kan forsøge at øge hastigheden ved at binde flere af kobberledningerne sammen i den eksisterende ledning, men det vil tage hastighed fra andre brugere i Vilsted, og samtidig er det dyrere. Endelig vil det ikke give mere en minimumsgaranti på 5 M/bit.

– Vi har forsøgt at finde trådløse forbindelser, men heller ikke her er der løsninger, da Vilsted ligger lidt lavt. Himmerlands Elforsyning har lagt rør ned til byskiltet, så de har sikkert planer om, at der skal fiber til byen, engang! Vi har kontaktet dem og kan ikke få nogen nærmere udrulningsplan, så det er ikke lige i den nærmeste fremtid, at vi kan forvente hurtigere internet. Vi føler os hægtet af i Vilsted, fortæller Jens Chr. Møller.

Formand rystet over forholdene i Vilsted
Formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard er rystet over forholdene i Vilsted, men desværre slet ikke overrasket, da det er virkeligheden i rigtig mange landsbyer over hele landet.

– Fiberbredbånd, som er den eneste fremtidssikrede løsning, er efterhånden ligeså vigtig som elforsyning, men der sker intet med mindre politikerne vil pålægge en forsyningspligt til de selskaber, som har nettet. Det er samtidig en forsyningspligt, som skal være med Fiberbredbånd, og ikke bare nogle gamle ubrugelige kobberledninger!, udtaler Steffen Damsgaard.

Steffen Damsgaard stiller samtidig spørgsmålene: Hvor længe skal vi vente? Skal skolen i Vilsted lukke? Skal softwarefirmaet flytte? Skal de ansatte med hjemmearbejdspladser flytte til større byer? Skal man nå til et sted, hvor husene bliver usælgelige?

Tages op på Landdistrikternes Dag
Sagen kræver en hurtig reaktion af de ansvarlige politikere, og det viser endnu en gang, at det er nødvendig, at Landdistrikternes Fællesråd sætter temaet på dagsorden, som man netop gør på Landdistrikternes Dag i Folketinget d. 24. oktober i Folketingets Fællessal, hvor borgere og politikere kan krydse klinger i en debat om emnet.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.

Et svar til Vilsted – endnu et eksempel på manglende bredbånd

  1. Michael Nielsen skriver:

    Jeg syntes der er for meget piveri, hvad med at komme igang med at få lavet et fibernet i byen?
    Og få taget kontakt til en leverandør om leverance af en forbindelse.

    Jeg bor i sverige hvor der flere exempler på hvor landsbyer får lavet deres eget net, når de kommersielle aktører ikke ser mulighederne der.

Der er lukket for kommentarer.