Videncenter for Kystturisme kommer med anbefalinger til forbedret kystturisme

Kystturisterne i Danmark skal have mere hjælp og bedre rammer til at nyde naturen, og der skal arbejdes endnu mere professionelt med velkomst og vejledning. Sæsonen bør udvides for at give plads til en god oplevelse for endnu flere, og der bør investeres i bedre sammenhæng og miljø med flere aktiviteter i bycentrene.

Sådan lyder nogle af anbefalingerne fra Videncenter for Kystturisme på basis af tre store analyser af kvalitet og service i den danske kystturisme.

– Vi har et rigtigt godt grundprodukt, som de trofaste gæster er glade for. Der tegner sig dog et ret klart og entydigt billede i de tre analyser: Kunderne er blevet mere krævende og har ikke længere nok i et lækkert hus og vores dejlige natur. Vi mangler investering i bedre velkomst- og bymiljøer, og vi yder for dårlig service på flere områder, lyder sammenfatningen fra direktør Lars H. Olsen, Videncenter for Kystturisme.

Videncenter for Kysturismes anbefalinger

Mere hjælp og bedre rammer til at nyde naturen – den er det helt store trækplaster
Kyst, strand og natur er et af vores helt stærke kort i kystturismen. Men skal vi tiltrække nye turister kræver det også bedre og mere praktiske rammer for oplevelsen.

Bedre bymiljø og mere professionel modtagelse – det skal være nemt at være turist
Især førstegangsbesøgende, de unge samt børnefamilier mangler bedre bymiljøer og modtageapparat, der kan give et komplet og afslappende ophold, hvor alt spiller sammen

Udvidelse af turistsæsonen – den er for kort og for trængt
Ny vækst i kystturismen kræver en konkret indsats for at udvide sæsonen for ikke at forringe oplevelsen. Samtidig kan man undgå oplevelsen af nedlukning allerede i august

Opgradering af produkt og kvalitet – mange destinationer er nedslidte
Selv nogle af de ‘gamle’ turister som ellers er meget tilfredse generelt får mange steder oplevelsen af en lidt træt og nedslidt destination. De ønsker højere kvalitet og mere kultur

Bedre differentiering – mange destinationer mangler en klar profil
Hver destination har sine individuelle styrker, men mange steder står det ikke klart, hvilke
kunder, man vil have fat i. Skarpere profil giver et bedre produkt og en stærkere appel

 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.