Vestjylland er ikke en rådden banan

[Jyllands-Posten] Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd glæder sig over tænketanken Cevea`s nye, i manges øjne overraskende undersøgelse af udkantskommunerne med kommentarerne “På landet får mange en tryg opvækst og går i en god skole, som de er glade for. Samtidig føler de sig ofte  som en større del af fællesskabet, fordi der ikke er de samme kommercielle tilbud, så borgerne selv nå stable noget på benene. Derfor er det ekstra frustrerende , når medierne tegner et billede af Udkantsdanmark som forslummet og uden ordentlige job, når det er så velfungerende.”

Tænketanken Ceveas nye undersøgelse viser, at det går godt med børnenes trivsel, sundheden og demokratiet i de vestjyske udkantskommuner. Ved at inddrage flere parametre end de klassiske socio-økonomiske kommer undersøgelsen frem til et nyt billede af tilstanden i landkommunerne. 

Analysechef i Cevea Jens Jonatan Steen siger “Den største overraskelse er, at vi kan aflive myten om den rådne banan i Vestjylland. Der finder vi den simpelthen ikke, men det gælder ikke for hele Udkantsdanmark. På Sydsjælland og Lolland-Falster står det også skidt til på de bløde parametre.”

Ifølge Lemvigs borgmester Erik Flyvholm (V) skyldes undersøgelsens resultat nærheden og trygheden, som både børn og voksne oplever i kommunen, et stærkt foreningsliv, der får borgerne til at have det godt og til at ville deltage. Endelig påpeger han, at der er en særlig selvstændighedskultur, som måske udspringer af den vestjyske muld. Folk er vant til selv at skulle bidrage, de ved, at der ikke kommer nogen og gør det for dem.  

 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.