Venstre vil have indsatspuljen tilbage på finansloven

[LDF] Hvis det står til Venstre, skal indsatspuljen, også kaldet nedrivningspuljen, tilbage på finansloven. Det fremgår af partiets udspil til finansloven 2013. Landdistrikternes Fællesråd er meget positive overfor forslaget.

I Venstres udspil hedder det, at nedrivningspuljen på 100 mio. kr. skal give økonomisk støtte til kommuner, der vil fjerne tomme og faldefærdige bygninger, så kommunerne kan genskabe et mere attraktivt lokalmiljø for borgerne.

Landdistrikternes Fællesråd meget positive 
– Landdistrikternes Fællesråd har i lang tid kæmpet for at få indsatspuljen tilbage på finansloven. Indsatspuljen giver kommunerne nogle bedre redskaber til at komme de nedslidte bygninger til livs, end som det er i dag, hvor midlerne ikke er større, end før indsatspuljen kom på finansloven i 2010 og 2011.

– Vi er derfor meget positive over for Venstres udspil, udtaler Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.

Finansloven skal fra starten af oktober diskuteres i Folketinget og bliver vedtaget i december, så den kan træde i kraft til 2013. Du kan finde Vesntres udspil til finansloven 2013 på partiets hjemmeside.  

Om indsatspuljen
Med det formål at styrke bosætningen i landdistrikterne blev der afsat en statslig pulje på 150 mio. kr. i 2010 og 100 mio. kr. i 2011 til at yde tilskud til kommuner med henblik på at styrke indsatsen for opprioritering af det fysiske miljø i landdistrikterne.

Puljen kan yde tilskud til opkøb af private ejendomme og visse typer af avls- og driftsbygninger med henblik på nedrivning eller renovering, udgifter ved kommunens medvirken ved oprydning af oplageret skrot, udtjente biler og affald m.m. på private grunde samt den kommunale andel af byfornyelsesindsatsen. Midlerne fra Indsatspuljen er kun bevilget i 2010 og 2011, og de sidste midler er ved at være brugt.

Læs også tidligere artikler om indsatspuljen:
10.200 nedrivningsmodne huse et er minimum
Stadig behov for indsatspuljen (nedrivningspuljen)
Carsten Hansen vil styrke- by- og områdefornyelsen i de mindre byer

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.