Unge flytter i stigende grad til storbyerne

[dr.dk] Nye tal fra Danmarks statistik viser en bekymrende udvikling for de små samfund. Undersøgelsen viser, at de unge i stigende grad søger mod storbyerne, mens de ældre borgere bliver boende. Og der er umiddelbart ingen tegn på, at tendensen vil ændre sig de kommende år, skriver dr.dk Nyheder.

Et sted som Læsø er hårdt ramt. Hvor der tidligere var masser af børn på øen, har man nu landets mindste andel af unge under 18 år. Parallelt med den udvikling er antallet af ældre borgere steget markant.

– Den stigende ældrebyrde bliver et problem for de her kommuner. Det er ikke økonomisk bæredygtigt, og samtidig betyder et stort antal ældre, at unge erhvervsaktive ikke vil flytte dertil, forklarer lektor ved Center for Strategisk Byforskning ved Københavns Universitet Høgni Kalsø Hansen

Tendensen til at unge i stigende grad flytter til storbyerne hænger sammen med et ønske om at finde jævnaldrende, fungerende institutioner og gode arbejdspladser.

– Der skal være gode skoler og børneinstitutioner for at de kan se en fremtid i et sted og vil flytte dertil. Så går det ikke, hvis der er frygt for at noget af det lukker, eller hvis der ikke er en lokal brugs.

Uddannelse og videntunge arbejdspladser i storbyerne
Høgni Kalsø Lassen peger på, at de unges manglende lyst til at flytte tilbage igen, efter de har afsluttet deres uddannelse, hænger sammen med, at de fleste videntunge virksomheder ligger i nærheden af storbyerne.

– Unge får ikke afkast af deres uddannelse hvis ikke de bliver omkring storbyerne. Og eftersom flere og flere får lange uddannelser, så bliver der færre unge til de jobs der er i de mindre samfund.

Det kan lade sig gøre
Når de unge har passeret de 30 år, er de ikke længere så mobile. Derfor gælder det for småbyerne om at tiltrække indbyggere, der er yngre end det, og det handler ifølge Høgni Kalsø Lassen bl.a. om at være god til at markedsføre sig.

– Den lille ø Fejø nord for Lolland har faktisk haft succes med at arrangere busture fra København, hvor de viser deres samfund frem for unge par og familier. Det har givet tilflyttere i de attraktive aldersklasser.

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.