Bredbånd i yderområder: Udvalget lytter men sagen er ikke klaret i morgen

[LDF] Onsdag den 17. april 2013 havde Udvalget for Landdistrikter og Øer inviteret en særlig udvalgt kreds af eksperter og partshavere til en høring om muligheder og barrierer for hurtigt bredbånd til alle i landdistrikterne og på øerne.

Høringen viste, at hurtigt bredbånd ligger Udvalget for Landdistrikter og Øer meget på sinde. Der er en klar politisk forståelse af, at bredbånd er særdeles vigtig for at få skabt jobs,  bosætning og udvikling i yderområderne. Men som det fremgår af høringen (find høringen i nedenstående), er der ikke en simpel løsning lige for hånden. Det er en relativt teknisk sag, som ikke har én løsning, men måske mange delløsninger. 

Sagens vigtighed bliver tydeligere og tydeligere
De områder, der er plaget af dårlig dækning, skal nok ikke forvente forandring i morgen. Men det står klart, at landspolitikerne er meget optaget af bredbåndssagen og ønsker at skabe forandring. Hvor mange flere høringer, konferencer og møder, der skal til, før der bliver taget initiativer, der sikrer en ordentlig dækning i hele landet, er uvist.

Men sikkert er det dog, at sagen har fået politisk fodfæste på Christiansborg, og at der arbejdes for at finde løsninger. Sagens vigtighed bliver også tydeligere og tydeligere, og det vil den fortsætte med, for internet bliver hele tiden en vigtigere del af virksomheder og borgernes hverdag. Landdistrikternes Fællesråd bliver derfor også ved med at presse på politisk for at få skabt de løsninger, der skal sikre yderområderne ordentlig dækning.

Se høringen her

De inviterede oplægsholdere var:

Winni Grosbøll, borgmester, Bornholms Regionskommune: ”En stærk it-infrastruktur er forudsætningen for et stærkt ø-samfund.”

Finn Petersen, vicedirektør, Erhvervsstyrelsen: “Regeringens indsats for bedre bredbånd i hele Danmark.”

Jakob Willer, direktør, Teleindustrien: ” Med pisk, gulerod og konstruktivt samarbejde: Sådan sikrer vi adgang til bredbånd og mobildækning i hele landet.”

Thomas Woldiderich, chefkonsulent, Dansk Energi: ”Digital vækst i HELE Danmark – Hvem, Hvad, Hvor.”

Kjeld Gade, divisionsdirektør, og Lars Peter Ladbye-Hansen, afdelingsleder, KjærgaardNettet: ”Præsentation af teknologien “bredbånd via satellit”, der er tilgængelig og fungerer her og nu i alle område af Danmark.”

Torben Vestergaard, ØNet: ” Nuværende barrierer, der blokerer for løsningsmuligheder der kan hæve kvalitet samt kapacitet på internet-infrastrukturen i landdistrikterne.”

Lars Andreasen, koncernchef, Syd Energi: ”Digitalisering – Velfærdssamfundets redningsplanke: 5 forslag til, hvordan Folketinget kan sikre større villighed til at investere i infrastruktur, også i Vandkantsdanmark.”

Michael Jensen, leder af Center for Netværksplanlægning, Aalborg Universitet: ”Vigtigheden af at klæde kommunerne ordentlig på, gøre bredbåndskortlægningen endnu bedre og inddrage de danske videnscentre i højere grad.”

Simon Simonsen, projektleder, Vejen Kommune “Fibernet til alle – optimale muligheder for trivsel, kvalitet og vækst.”

 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.