Tre folketingspolitikere fra Lolland-Falster diskuterer dårlig mobildækning

[folketidende.dk] De tre folketingspolitikere René Christensen (DF), Lennart Damsbo-Andersen (A) og Henrik Høegh (V) mødes jævnligt i en såkaldt kaffeklub, hvor de diskuterer forhold, som har betydning for borgere og virksomheder på Lolland-Falster. Når de mødes næste gang om 14 dage har de sat dårlig mobildækning på dagsorden.

– For mig er det vigtigt, at man både indendørs og udendørs kan komme på nettet. Skal vi kunne drive virksomhed på Lolland-Falster, det nødvendigt at være online alle steder, udtaler Henrik Høegh til folketidende.dk.

– Det er uden tvivl et emne, vi gerne vil diskutere. Vi bør kigge på, hvordan vi kan bidrage til, at vi får lukket de her huller, som findes i både Lolland og Guldborgsund kommune, men også mange andre steder i landet, siger René Christensen til avisen. Han vil også bringe det op på næste Økonomiudvalgsmøde i Guldborgsund Kommune.

Vil først se effekten af det nye mobilnet
Hvor Lennart Damsbo er enig i, at erhvervslivet og borgerne skal have bedre mobil dækning, mener han, at man skal have lidt tålmodighed. 
  
– Det er jo blevet besluttet at udrulle et nyt mobilnet, som kommer i løbet af de næste to år. Og i aftalen står der, at flere landområder skal sikres dækning, for eksempel er flere specifikke postnumre på Lolland-Falster nævnt, siger Lennart Damsbo-Andersen til avisen og tilføjer: – Derfor mener jeg, vi skal vente et år eller to og se, om virkningen også bliver den, der står i aftalen. Gør den ikke det, må vi efterfølgende tage fat på det.

 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.