Trafikforlig giver bedre rammevilkår på infrastrukturområdet

[LDF] Formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, giver her sin vurdering af de overordnede dele af det nye trafikforlig, som har betydning for landdistrikter og yderområder.   

Torsdag den 21. marts 2013 blev der indgået et trafikforlig mellem et flertal af Folketingets partier. Uden at Landdistrikternes Fællesråd skal forholde sig til vægtningen af investeringernes placering, om der er mere fokus på trængselsinvesteringer frem for investeringer, der binder landet sammen, så indeholder aftalen regionale investeringer, der meget vigtigt forbinder den overordnede infrastruktur. Nogle af investeringerne har et erhvervsudviklingspotentiale eller sikrer bedre forhold i yderområder i forhold til de nye super-sygehuse.

Storstrømsbro og Holstebromotorvej
Af de positive elementer i forliget kan nævnes en ny Storstrømsbro, som er helt central i den sydgående motorvejsnet, der skal opgradere vejnettet på Sjælland i forbindelse med den kommende Femern Bælt-forbindelse. Det vil samtidig være med til at styrke forbindelsen mellem Sjælland og Lolland-Falster området.

Et andet meget vigtigt element i trafikforliget er den ny motorvej mellem Holstebro Nord og Herning. Det er en utrolig vigtig motorvejsforbindelse, som forbedrer rammevilkårene for det nordvestlige Jylland på infrastrukturområdet.

Fundament for nye arbejdspladser
Denne investering er fundamentet for nye arbejdspladser og for store investeringer i arbejdspladser på energi-området i Nordvestjylland. Dertil er den nye motorvej helt afgørende i forbindelse med at give borgerne i det nordvestjyske område en fair tidsmæssig afstand og dermed akutdækning til nærmeste nye stor-sygehus ved Herning.

Af andre elementer i forliget kan nævnes Havnepakke III, som skal binde havnene (de blå motorveje) bedre sammen med vejnettet (de sorte motorveje). Da mange havne er vækstmotorer i landets yderområder, så kan det være et vigtigt rammevilkår, der forbedres, som er med til at styrke muligheden for at udvikle flere arbejdspladser i de områder.

Alt i alt er jeg som formand for Landdistrikternes Fællesråd meget tilfreds med trafikforliget.

Læs trafikaftalen her: Trafikaftale 2013

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.