Til møde hos Økonomi- og Indenrigsministeriet, Miljøministeriet og Udvalget for Landdistrikter og Øer

[LDF] Landdistrikternes Fællesråd har haft travle mødedage i uge 10. Onsdag den 6. marts 2013 var Landdistrikternes Fællesråd formand, Steffen Damsgaard, og sekretariatschef, Kirsten Bruun, til møde med Økonomi- og Indenrigsministeriet. Ministeriet ønsker at tage temperaturen på det lokale nærdemokrati, og Landdistrikternes Fællesråd var indbudt som sparringspartner i processen.  

Møde om den nye planlov
Senere på dagen var der møde i Miljøministeriet med et par af deres centrale medarbejdere vedrørende kommende aktiviteter i forbindelse med den nye planlov, som forventes vedtaget senere på foråret.

Landdistrikternes Fællesråd får mulighed for at komme med case-eksempler på eventuelle udfordringer eller urimelige afslag under den kommende nye planlov. Der vil også blive møder mellem Miljøministeren, Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer samt Landdistrikternes Fællesråd. 

Planlægning af Folkemødet på Bornholm
Senere på dagen var Landdistrikternes Fællesråd til møde med udvalgssekretæren for Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer for bl.a. at planlægge aktiviteter på vores fælles stand ved Folkemødet på Bornholm i juni måned.

Dagen efter var formanden og sekretariatschefen til møde i Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter om den nye LAG programperiode 2014-2020.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.