Teltet bestilt til Folkemødet på Bornholm

[LDF] Så er vi allerede i gang med planlægningen af vores deltagelsernæste års Folkemøde på Bornholm. Folkemødet forventes at blive endnu større, end det var i år, så skal man sikre sig de attraktive teltpladser, skal man være vaks ved havelågen. Derfor bestilte vi teltplads allerede i går – samme dag som udlejningen af teltarealer åbnede. Landdistrikternes telt kommer i 2013 til at være samme sted som i år ved Allinge røgeri.

Folkemødet 2012 blev gennemført 14.-17. juni og
havde 32.000 besøgende, 748 arrangementer, ca. 280 forskellige arrangører, 160 telte og 400 akkrediterede journalister. Folkemødet er på bare to år blevet veletableret som en ny dansk årlig tradition.

Folkemødet giver lettere adgang til beslutningstagere, synliggør argumenter og fremviser ny viden. Politikdannelsen rykker tættere på og demokratiet styrkes. Derfor er det vigtigt for Landdistrikternes Fællesråd at være tilstede, så vi får landdistriktssagen så tæt på landspolitikerne
som muligt.

Fakta om Folkemødet på Bornholm

• Folkemødet 2013 åbner torsdag den 13. juni 2013 og lukker søndag den 16. juni 2013.
• Folkemødet blev gennemført for første gang 15.-18. juni 2011 med 72 arrangører, 256 registrerede events og 235 akkrediterede journalister fra 70 medier.
• Folkemødets vært er Bornholms Regionskommune, mens indholdet tegnes af de arrangører, der tilmelder events i Folkemødets program.
• Events i programmet skal være gratis, åbne for alle, af samfundsrelevans og foregå i Allinge.
• Folkemødet 2012 blev gennemført med støtte fra Ministeriet for Fødevarer, landbrug og fiskeri, LAG Bornholm, Bornholms Vækstforum, Økonomi- og Indenrigsministeriets pulje til vanskeligt stillede kommuner, Danske Regioner, KL, Sparekassen Bornholms Fond, Bornholms Brand a.m.b.a., Dansk Industri, EU, Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikters landdistriktpulje, LO, Öresundskomiteen, Brdr. E., S. og A. Larsens legat og Færgen.

 

  

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.