Sukkerafgift kan betyde tab af arbejdspladser i yderområder

[Avisen.dk] Regeringen varsler med en sukkerafgift, og det kan betyde tab af arbejdspladser hos  fødevarevirksomhederne i de danske yderområder, advarer Dansk Industri. Dansk Industri har talt med 32 virksomheder om den ventede sukkerafgift, og 7 ud af 10 vurderer, at afgiftens konsekvens bliver en fyreseddel til mange af de medarbejdere, der laver fødevareprodukter som youghurt, marmelade, syltede agurker m.m.

Bliver det konsekvensen, kommer det til at ramme beskæftigelsen i områder, der i forvejen kæmper for at holde fast i arbejdspladser.

– Det er karakteristisk, at de her virksomheder ligger i udkantsdanmark. De ligger typisk i Nordjylland, Sydsjælland, på Samsø. Og det centrale er, om de overhovedet kan få en rentabel omsætning eller om de må lukke, udtaler branchedirektør Ole Linnet Juul til avisen.dk.

Ole Linnet Juul mener endvidere ikke, at de sundhedsfaglige argumenter er tungtvejende nok til at gennemføre en sukkerafgift, da de produkter, den vil ramme, udgør under ti procent af danskernes sukkerindtag. I en tid med finansiel krise og nettotab af arbejdspladser, mener Ole Linnet, at en sukkerafgift er en helt forkert vej at gå.

– Som vi kan se det nu, vil den her afgift resultere i mindst 1.200 arbejdspladser. Og det er et helt forkert signal i en tid, hvor vi skal skabe det modsatte i det her land, nemlig vækst og udvikling, udtaler branchedirektør Ole Linnet Juul.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.