Succesfuld matchmaking i Tønder

[Tønder Kommune] Et succesfuldt samarbejde mellem Erhvervsforum, Erhvervsafdelingen i Tønder Kommune, Landdistrikternes Fællesråd og Akademikernes Centralorganisation omkring Matchdagen den 19. september 2011 resulterede i hele 5 succesfulde match mellem ledige akademikere fra hele landet og lokale virksomheder fra Tønder Kommune.

-Vores forsigtige håb forud for Matchdagen var, at arrangementet ville resultere i 2 match. Så vi er ovenud tilfredse og super glade for de 5 reelle match og de øvrige netværksforbindelser, som blev etableret, fortæller Pia Lassen, medarrangør og bosætningskoordinator i Tønder Kommunes erhvervsafdeling.

Matchdagen i Tønder var den første af sin slags, der blev afviklet som et led i AC’s store akademikerkampagne – et initiativ, som skal være med til at vende udviklingen i ledighedstallene blandt akademikere. Der er i løbet af november måned blevet afholdt lignende arrangementer i Lemvig, Vesthimmerland, Ærø, Lolland og Thisted kommuner.

Nedbrydning af gensidige fordomme – en dobbelt udfordring
Det handler om at nedbryde de gensidige fordomme, som i den ene lejr afholder det rekordhøje antal ledige akademikere fra at søge arbejde i små- og mellemstore virksomheder med geografisk placering i landets yderområder, som i den anden lejr endnu ikke er overbeviste om værdien i at ansætte akademikerne og dermed hæve kompetenceniveauerne. Det betyder kort og godt, at akademikerne snyder sig selv for arbejde og virksomhederne sig selv for vækst.

For mange ledige akademikere, navnlig de unge, er dét at søge arbejde i landets yderområder ikke kun et spørgsmål om at flytte geografiske grænser. Det er i høj grad også et spørgsmål om at flytte mentale grænser. Mange bor stadig i landets største byer, hvor de har studeret, opbygget et privat netværk og ikke mindst har vænnet sig til det pulserende byliv med masser af kulturelle tilbud lige udenfor hoveddøren. Samtidig handler det for de små- og mellemstore virksomheder i landets yderområder om mere konkret at vide, hvordan de akademiske kompetencer helt konkret kan hæve skabe værdi, styrke innovationskraften og øge vækstpotentialet.

Synergien imellem de to lejre opstår først, når begge indser deres dybe afhængighed af hinanden – akademikernes kompetencer kontra virksomhedernes udviklingsmuligheder. På Matchdagen i Tønder fik begge lejre den unikke mulighed for at sætte hinanden stævne og lade eksemplerne på hinandens kompetencer og tilbud vise vejen til enden for regnbuen, hvor guldet findes.

Gensidig øjenåbner
Heldigvis har et stigende antal virksomhedsledere i landets yderområder fået øjnene op for fordelene ved at ansætte akademisk arbejdskraft, samtidig med at et stigende antal ledige akademikere fra landets storbyområder har fået øjnene op for de mange spændende og udviklende arbejdsopgaver i disse virksomheder.

 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.