Skarp debat om bredbånd og mobildækning på Folkemødet

[LDF – Folkemøde] – Man bliver tung om hjertet, hvis lovgivningen forhindrer, at de 60 mio. kr. til bredbånd på Bornholm ikke kan blive brugt til at udrulle fibernet. Tag jer nu sammen politikere!

Så skarpe var ordene fra Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd, til debatten om bredbånd og mobildækning i Landdistrikternes Telt lørdag den 15. juni 2013.

Måske var det fordi, at vi var kommet hen på tredjedagen af Folkemødet, eller også var det emnets vigtigthed, der gjorde, at tonen var skærpet. I debatten blev der brugt ord og sætninger som: “skandale”, “jeg er lige ved at brække mig”, tag jer sammen”, “topmålet af arrogance”, “du fatter ikke hvad der foregår i udlandet”, “det er det værste vrøvl jeg har hørt” osv. Det blev en god og intens debat, hvor over 100 borgere var mødt op for at høre og deltage i debatten.

I panelet sad Niels Duedahl, adm. direktør i SE, Annette Lind MF (S), Knud Andersen, formand for Østkraft, Steffen Damsgaard formand for Landdistrikternes Fællesråd, Leif Mikkelsen (LA) og Flemming Damgaard Larsen MF (V). Formand for Udvalget for Landdistrikter og Øer, Hans Christian Schmidt MF (V), var ordstyrer. En repræsentant for Teleselskabernes Branchesamarbejde blandede sig også i debatten, der var arrangeret af Udvalget for Landdistrikter og Øer.   

Bredbånd og mobilhuller er efterhånden ved at blive et hot topic i samfundet. Debatten er måske ikke helt så højlydt i de inderste kamre af magtens centrum endnu. Men det er den i Udvalget for Landdistrikter og Øer og i stigende grad i befolkningen. Det var debatten på Bornholm i sig selv et bevis på.  

Borgere klar til at flytte pga. dårlige forbindelser
Der var bornholmske borgere, som sagde, at de var klar til at flytte fra Bornholm pga. den dårlig forbindelse, og det er jo en alvorlig sag, når man sammenholder det med, at der fraflytter 600 mennesker fra øen hvert år.   

Det står efterhånden klart for de fleste, at hurtig bredbåndsforbindelse har stor betydning erhvervsudviklingen og bosætningen i Danmark. Debatten kom derfor også til at handle om det retfærdige i, at der i nogle dele af landet er lynhurtig fiberbredbånd, mens andre steder må nøjes med langsomme forbindelser.

Steffen Damsgaard argumenterede for, at fibernet er ligeså vigtigt som el, vand og kloak, og at der bør findes en løsning, som fjerner barriererne for at få fibernet ud i hele landet. Som det er nu, er det af hensyn til den fri konkurrence og pga. en gammel politisk aftale overladt til markedet at få udrullet fibernet i hele landet.

Barrierer for udbredelse af fibernet
Debatten kom til at handle meget om, hvilke barrierer der er for udbredelse af fibernet, og hvordan man fjerner dem. Det blev meget konkret i forhold til Bornholm, hvor regeringen har givet 60 mio. kr. over en to-årig periode til at give bedre bredbåndsforbindelse til bornholmerne.

Her kommer lovgivningen dog ifølge debattørerne til at stå i vejen for, at de 60 mio. kr. vil blive brugt til at udrulle fibernet på Bornholm. Til gengæld frygter man, at pengene vil ende hos dem, der i forvejen sidder på størstedelen af markedet, og som ifølge debatten ikke har planer om at
udrulle fibernet på Bornholm.

Debatten kom desuden til at handle om forskellige på at være et
andelsselskab og en kommunalt eget virksomhed og meget
meget andet. 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.