Ser frem mod Folkemødet på Bornholm

[LDF] Landdistrikternes Fællesråd er langt i planlægningen af Folkemødet på Bornholm. I år holder vi debatter om planloven, turisme, landsbyernes fremtid, bredbånd og mobildækning samt hvordan efterskolerne kan spille en positiv rolle i landdistrikterne.

Igen i år deler vi telt med Udvalget for Landdistrikter og Øer, der er godt repræsenteret på Folkemødet. I år får Smagen af Danmark også en plads i teltet, og så holder Foreningen af Danske Småøer nogle debatter i teltet.

De holder bl.a. en debat om fredagen med kirkeminister Manu
Sareen om, hvordan kirken og landsbyen kan samarbejde bedre. Alt i alt kommer der til at ske en hel masse i Landdistrikternes Telt, og vi håber at så mange som muligt vil lægge vejen forbi og deltage i debatterne.

Netværk og sparring
Det er meget værdifuldt for Landdistrikternes Fællesråd at være med på Folkemødet og sætte de særlige problemstillinger, som knytter sig til landdistrikter og yderområder, på dagsorden.

Vi får input fra politikere og borgere, og vi hører, hvilke problemstillinger de er optaget af. Vi møder meningsdannere, vi får lyttet grundigt på de politiske vandrør, vi får varetaget landdistrikternes politiske interesser, og sidst men ikke mindst får vi netværket og skabt nye kontakter.

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.