Send eksempler på manglende lånemuligheder

[LDF] Sagen om kreditselskabernes manglende lånelyst i landdistrikter og yderområder bliver ved med at blusse op. Sidst var det sagen på øen Årø ud for Haderslev, der antændte debatten. Denne gang var det nyheden om, at priserne på parcel- og rækkehuse det seneste år er steget i hovedstadsområdet og i Østjylland, mens de fortsat falder i resten af landet.

I løbet af ugen har Landdistrikternes Fællesråd været ude og pege på, at manglende lånemulighed er med til at skabe en skævvridning af boligmarkedet i Danmark. Der har også været flere sager fremme i medierne om manglende mulighed for at få et kreditforeningslån på landet, og minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen (S) har nu annonceret, at der vil blive holdt et centralt møde om sagen efter sommerferien.

Møde med ministeren
Landdistrikternes Fællesråd forventer at blive inviteret med til mødet, og her vil vi gerne have suppleret de eksempler på manglende lånemulighed vi allerede kender med nye sager. Det gælder først og fremmest i forhold til private boliglån, men også gerne i forhold til erhvervsbelåning, herunder de enkelte virksomheders problemer med at få realkreditlån til at udvide produktionsfaciliteter.

Hvis du kender til sager, eller selv er ramt af manglende lånemulighed, så send dit eksempel til Landdistrikternes Fællesråd på mailadressen: mail@landdistrikterne.dk. Vi behandler naturligvis sagerne med fortrolighed, såfremt man ikke ønsker sin sag omtalt offentligt.

Med venlig hilsen
Landdistrikternes Fællesråd

Se også indslaget: Vil du bo på landet – kan du ikke få lån

 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.