Regeringen fremlægger nyt bredbåndsudspil

[MBBL] Danskerne skal have adgang til hurtigt bredbånd uanset, hvor de bor. Så klart er løftet i regeringens nye bredbåndsudspil, hvor ambitionsniveauet bliver hævet på hastigheden, så alle i 2020 får adgang til hurtig digital infrastruktur på både down- og upload.

– Det er en både ambitiøs og realistisk målsætning, hvor regeringen forpligter sig på at sikre adgang til hurtig forbindelse til alle. Det er et meget vigtigt løfte for vores landdistrikter, hvor bredbånd er en vigtig forudsætning for bosætning og vækst, siger minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen.

Bredbåndsudspillet
Regeringen fastsætter et mål om, at alle husstande og virksomheder i 2020 skal have adgang til en bredbåndsforbindelse med mindst 30 Mbit/s upload og 100 Mbit/s download.

Udspillet indeholder 22 initiativer, hvor en række på kort sigt vil give bedre bredbånd. For at sikre, at målsætningen bliver nået, vil regeringen i 2017 evaluere indsatsen og se, om initiativerne er nok eller, der skal mere til.

De vigtigste initiativer på landdistriktsområdet:

• Konkret har regeringen fokus på, at der i kommunale indkøb og ved statens frekvensauktioner stilles krav om dækning til udbyderne.
• Regeringen fremsætter et lovforslag om etablering af nøddrift. Herved undgår borgere og virksomheder at komme i samme situation, som vi så i sommers, da internetudbyderen Skyline gik konkurs.
• Regeringen har fremsat et forslag til ændring af planloven, som forenkler og forkorter ansøgningsprocesserne for kommunerne til opsætning af nye antenner i det åbne land.

Hent regeringens udspil

 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.