Realkreditinstitut siger nej til boliglån på Årø

[Jyllands-Posten] Der har længe gået rygter om, at realkreditinstitutterne opererer med sorte huller i landet, hvor de ikke vil låne penge ud til huskøb. Nu ser det ud til, at rygterne talte sandt. På forsiden af Jyllands-Posten kunne man tirsdag den 28. februar 2012 læse, at BRFkredit siger nej til huslån på øen Årø ud for Haderslev, selvom der var tale om en køber med god økonomi.

“Lige nu vurderer vi nok, at omstændigheden på Ærø er af en sådan karakter, at vi ikke ønsker at belåne ejendommene på øen”, udtaler Torben Hansen, kreditdirektør i BRFkredit til Jyllands-Posten.

Gælder flere områder i landet
Trods pres fra forskellige aktører og et stigende mediefokus har realkreditinstitutterne hidtil benægtet, at der er områder i Danmark, hvor de ikke vil give lån til huskøb. Men det tyder sagen fra Årø ikke på, og det er heller ikke opfattelsen hos privatøkonomisk rådgiver og indehaver af Finanshuset i Fredensborg Kim Valentin.

“Der er flere forskellige områder i landet, hvor realkreditinstitutterne ikke ønsker at låne penge ud i øjeblikket, men de ønsker ikke, at offentligheden finder ud af, hvor det er. Problemet er, at det presser prisen på alle boliger i området yderligere, hvis det bliver kendt, at man ikke kan købe dem, udtaler han til Jyllands-Posten.

Landdistrikternes Fællesråd har sat fokus på dette emne adskillige gange, og har også været med til at råbe medierne op. Vi er derfor glade for, at der er kommet stor opmærksomhed på problemstillingen. Nu mangler vi at se nogle modeller til, hvordan man kommer problemet til livs.

Vi har selv foreslået, at man fra politisk hold kunne lave en form for delvis statsgaranti i landets yderområder for en del af 1. prioritets-realkreditlånet i boliger, så en del af realkreditlånet ikke medfører tabsrisiko for realkreditinstitutterne. Det skal dog ikke sætte markedskræfterne helt ud af spil og være en blanko-garanti for hele lånet, som realkreditselskaberne bør yde, men det vil stimulere lånemarkedet for boliglån.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.