Realkredit bør være fair kredit – også i landdistrikterne

[Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter] Det er uacceptabelt, hvis realkreditinstitutter pr. automatik ikke vil låne huskøbere med en sund økonomi penge, hvis huset koster mindre end 500.000 kr. Det mener Carsten Hansen, der opfordrer til, at alle får en individuel og fair behandling.

‘Synspunkt’ af Carsten Hansen, minister for by, bolig og landdistrikter, mbbl.dk, 25/1-2012

Ønsker du at købe et hus til 395.000 kr. i Erslev på Mors? I så fald kan det meget vel være, at du selv skal komme med hele beløbet. Det er nemlig ikke sikkert, at du kan optage et realkreditlån.

Over de seneste dage, har der været flere eksempler i medierne på realkreditinstitutter, der afviser at yde lån til ejendomme med en værdi under 500.000 kr.

Det helt særlige er, at realkreditinstitutterne ikke ulejliger sig med at foretage en konkret vurdering af ansøgningerne. Med andre ord er det altså, at hvis der tikker en ansøgning ind om et lån til et hus med en værdi under 500.000 kr. så ryger ansøgningen direkte i ’nej-tak’ bunken. Og det er fuldstændigt underordnet, at køber har en solid privatøkonomi.

Hvorfor er det her vigtigt?
Det er det, fordi vi i vores landdistrikter har rigtig mange boliger med en salgspris på under 500.000 kr. Ifølge Politiken er der faktisk på landsplan over 2.000 boliger til salg under den pris.

Hvis realkreditinstitutterne ikke vil yde lån til disse boliger, så går boligmarkedet for alvor i stå. I løbet af få år forfalder de huse, der ikke kan sælges. Området bliver endnu mindre attraktivt. Folk flytter. Realkreditinstitutterne bliver endnu mere afvisende overfor at yde lån. En vaskeægte negativ spiral tager fart. Det går simpelthen ikke.

Det er helt uacceptabelt, at den finansielle sektor, som i den grad har fået skattebetalt kunstigt åndedræt i de senere år, ikke engang vil ulejlige sig med at se grundigt på hver eneste af de ansøgninger, de får ind. Jeg siger ikke, at realkreditinstitutterne skal lempe på deres konkrete kreditvurderinger. Nej, jeg forventer bare, at alle får deres sag behandlet, og at det sker på et ordentligt grundlag.

Det må ikke være sådan, at eksempelvis en smed og en kontorassistent med orden i økonomien får en blank afvisning på at optage et realkreditlån, bare fordi huset har en værdi under 500.000 kr. og ligger for enden af en grusvej. Det ligner ganske enkelt ikke noget.

Alternativet er for mange mennesker, at de er nødt til at tegne private pantebreve, med de meget store ulemper, det kan medføre. Det har vi set tidligere, og det er bestemt ikke en vej vi igen skal betræde.

Nu vil jeg tage en drøftelse med realkreditbranchen om situationen. Jeg vil høre deres vurdering, og jeg vil diskutere med dem, hvad der kan gøres.

Vi bør alle have krav på at blive behandlet individuelt og ordentligt, når vi tager kontakt til et realkreditinstitut for at låne penge til drømmeboligen. Uanset om vi ønsker at bo i Otterup eller i Ordrup.

Det er et fair krav.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.