Problemer med restriktive skilteregler ses flere steder i landet

[LDF] I sidste uge skrev vi om, hvordan restriktive skilteregler hæmmer forretningsudviklingen i en landsby som Stouby i Hedensted Kommune. I denne uge kunne vi så læse på Folketidende.dk, at problemstillingen også er kendt i andre dele af landet.

På Knuthenlund på Lolland kan godsejer og iværksætter Susanne Hovmand-Simonsen f.eks. ikke få lov til at sætte skilte op, der viser vej til deres virksomhed, og det er en stor hæmsko.

– Vi har omkring 30.000 besøgende om året, og dagligt klager folk over, at de ikke kan finde ned til os. Vores ansøgning om at sætte et skilt op ved den hovedvej, der fører ned til os, er nemlig blevet afvist, fortæller hun til Folketidende.dk.

Større fokus på problemet
Mange andre erhvervsdrivende i landsdelen har samme problem, og problemet handler ikke kun om, at kunderne skal kunne finde frem til virksomheden. Det gælder også i forhold til leverandørerne, og det koster, hvis fragtmændene skal bruge ekstra tid på at finde forretningerne.

Susanne Hovmand-Simonsen er en del af den visionsgruppe, som ministeren for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen, har nedsat, og her har hun allerede taget problemstillingen op. Samtidig har hun også henvendt sig til Erhvervs- og vækstministeriet for at gøre dem opmærksomme på problemet.

Det har hidtil ikke været et stort emne, hverken i medierne eller i landdistriktspolitikken, og derfor glæder Landdistrikternes Fællesråd sig over, at flere medier har valgt at sætte lys på problemet, og at flere har fået øje på problemstillingen.

– Skiltereglerne er for restriktive. Det er meget uhensigtsmæssigt, at de forretninger, der er beliggende i landsbyen eller ude i det åbne land, ikke kan få lov til at sætte skilte op. Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe alle iværksættere og forretningsdrivende i gang og give dem optimale vilkår – også for markedsføring og profilering, så de kan skabe gode virksomheder til glæde for lokalsamfundet, udtaler Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.

Tilgodese forrretningsudviklingen i lokalsamfund
Problemet omkring restriktiv skiltning er i øvrigt stigende, når man på landet, i lokalsamfund og de kystnære egne ikke kan få lov til at gøre ordentlig synlig reklame over for danske og udenlandske turister. Ved manglende eller intetsigende skiltning med små henvisningsskilte finder turisterne i mange tilfælde ikke den pågældende forretning. Det kan i sidste ende betyde, at den må lukke med tab af arbejdspladser til følge.

Uden at det skal være fuldstændig frit med skiltning i det åbne land, så vil Landdistrikternes Fællesråd forsøge at komme med forslag til nye muligheder omkring skiltning på landet.

Landdistrikternes Fællesråd håber, at både kommunal- og landspolitikere forholder sig til problemstillingen og ser på, om man kan ændre i de gældende skilteregler for at tilgodese erhvervsudviklingen og jobskabelsen i landsbyer og lokalsamfund.

Læs også Ole Flemming Lyses indlæg: For restriktive skilteregler hæmmer butikker i landsbyer

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.