Pilotprojekt sætter fokus på mellembyernes udfordringer

[LDF] I mange af de nye kommuner er de byer, der før kommunesammenlægningen var hovedbyer i den lille kommune, blevet taberne. Mens de nye hovedbyer i de store kommuner buldrer derudaf, er de gamle hovedbyer blevet til mellembyer, der er udfordret af faldende indbyggertal, saneringsmodne huse og lukkede butikker.

Landdistrikternes Fællesråd har nu under overskriften Nye tider – nye roller – mellembyernes udfordringer taget initiativ til et pilotprojekt, der skal arbejde med, hvordan mellembyerne får skabt en ny identitet og sat gang i en positiv udvikling. Projektet udføres i samarbejde med de Christiansfeld, Egtved, Glamsbjerg, Gram, Holsted, Højer, Ølgod og Ørbæk og starter op i september 2012.

Brug for ny identitet
Pilotprojektet fokuserer på mellembyer (mange steder også kaldt centerbyer) med mellem 1500 og 5000 indbyggere. Formålet er at understøtte skabelse af ny identitet og ny udvikling, at flytte fokus fra tab af funktion som hovedby til ny funktion som bosætningsby, turistby, handelsby eller anden defineret rolle.

Det skal samtidig skabe forståelse for, hvordan de mindre byer markedsfører sig, så de bliver langt mere efterspurgte af børnefamilier, af mindre erhverv, detailhandel, små specielbutikker, turister m.v.

Til læring for andre byer
Den primære målgruppe er de 8 deltagende byer, men resultaterne forventes at kunne bruges af alle byer i Danmark af samme størrelse.

Pilotprojektet skal afprøve et eller flere redskaber, som kan bruges af andre mindre byer til at sætte gang i en udviklingsproces. For de deltagende byer er målet, at man i løbet af projektperioden oplever en svag befolkningstilvækst samt øget kendskab til byerne.

Undervejs i projektet vil der blive lagt stor vægt på formidlingsdelen. Der oprettes en hjemmeside og facebookside for videndeling og formidling af indsamlet viden og resultater og for kommunikation med interesserede. Der udarbejdes desuden en rapport og et idékatalog med redskaber til brug for andre mindre byer.

Landdistrikternes Fællesråd har sammen med de 8 byer arbejdet med en forberedelsesfase et stykke tid for at få et optimalt projekt sat sammen. Projektet forventes at løbe over 1 år.

Yderligere information
Kirsten Bruun, projektleder fra Landdistrikternes Fællesråd, kb@landdistrikterne.dk, 7634 0361

 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.