Ny kørselsafgift kan forringe levevilkårene i yderområder

[Børsen] Kørselsafgiften for lastbiler, som regeringen påtænker at indføre fra 2015, vil forhøje priserne på varer for husholdninger og virksomheder i de danske yderområder. Det gælder alt fra tøj til byggematerialer og hårde hvidevarer. Afgiften, som regeringen arbejder på, skal ligge på halvanden krone pr. kørt kilometer, hvilket vil fordyre transporten og dermed øge prisen på alle de ting, der dagligt er behov for at få fragtet de sidste kilometer ud til de danske ydreområder. Det skrev Børsen i sidste uge.

Rammer hårdt i udkantsområder
Vognmand Kim Tatt Jakobsen fra Lemvig frygter, at han kan få vanskeligheder med at videreføre hans lille vognmandsforretning, da der vil blive pålagt yderligere omkostninger ved kørselsafgiften. – Der er ingen tvivl om, at det her vil koste arbejdspladser i yderområderne og forstærke tendensen, hvor folk flytter længere mod Aarhus eller København, udtaler Kim Tatt Jacobsen til Børsen.

I transportorganisationen DTL forventer erhvervspolitisk chef Ove Holm, at en kørselsafgift vil ramme hårdt i udkantsområderne. De 2,5 til 3 mia. kr. årligt, som regeringen regner med at hente hjem på kørselsafgifter, er øremærket til udbygning af kollektiv trafik i de store byer. – Man kan roligt sige, at det bliver udkantsdanmark, der kommer til at betale for Københavns offentlige trafik, nu hvor betalingsringen er faldet til jorden, udtaler Ove Holm til Børsen.

DTL har lavet en beregning for kørselsafgiften for lastbiler på en række strækninger i udkantsdanmark. Deres beregninger viser eksempelvis, at transporten vil blive fordyret med godt 8 mio. kr. pr. år på strækningen mellem Thyborøn og Struer.

Vil koste arbejdspladser
Venstre er enige i de grundlæggende tanker bag kørselsafgiften, der også omhandler udskiftningen af den såkaldte euro-vignette med et mere effektivt reguleringsintrument. Men Kristian Phil Lorentzen, trafikordfører valgt af Vestjylland, frygter, at kørselsafgiften vil ramme landbruget og erhvervslivet i udkantsdanmark.

– Regeringen har valgt at hæve afgiften og hive yderligere 1,5 mia. kr. ind om året i forhold til den forrige regerings oprindelige forslag. Det betyder, at vi kommer helt i top i Europa. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at bremse den kommende afgift, udtaler Kristian Pihl Lorentzen til Børsen.

Landbrugets brancheorganisation, Landbrug & Fødevarer, har også regnet på kørselsafgiftens effekter og er kommet frem til, at den vil koste Danmark 2700 arbejdspladser. Transportsektoren vil blive hårdest ramt, hvor man kan forvente, at op imod 1700 arbejdspladser bliver nedlagt. Landbrug og fødevaresektoren kan forvente at miste omkring 200 arbejdspladser.

Afviser DTL’s beregninger
Ved hjælp af sine beregninger søger DTL at mobilisere aktører med interesse i at beskytte udkantsområderne – heriblandt Landdistrikternes Fællesråd og Danske Regioner. Dog bliver transportorganisationens beregninger fejet af bordet i København af Skatteministeriet.

– Det er ikke tal, som Skatteministeriet kan nikke genkendende til, men ligner mere at nogle har ganget en række tal for at få et bestemt resultat, udtaler Klaus Østergaard Jensen, chef for Skatteministeriets såkaldte road pricingprogram til Børsen.

Afgiftsmodellen er ikke fastlagt endnu, hvilket betyder, man ikke kan lave regneeksempler, som det DTL har sendt på gaden, mener Klaus Østergaard Jensen.

– Uanset hvilken model det lander på, så vil størstedelen af afgiften blive betalt på de store veje, hvor der er meget lastbilkørsel. Derfor er det ikke korrekt, at det primært vil være udkantsområderne, der skal betale, udtaler han til Børsen.

 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.